Kæmpede for livet i 40 år - Sådan gik det til, da motorskibene udkonkurrerede sejlskibene
I dag er København dominerende når det gælder rederier og skibsfart i Danmark. Sådan var det ikke i sejlskibenes storhedstid, hvor Fanø, Svendborg og Marstal i 1890 var centrum for danske sejlskibe.
Fanø specialiserede sig i de store sejlskibe som bark og brigskibe, som var beskæftiget på langfart over hele kloden. Sejlskibsflåden for Svendborg og Marstal var derimod tremastede skonnerter og mindre skibe, hvor rejserne generelt var kortere end for Fanø skibene. De havde dog en del rejser til Sydamerika og rundt Kap Horn, men det vigtigste marked var for lastning af fisk i New Foundland og Labrador til Spanien og Middelhavet. Det billede skulle ændre sig for Fanø, som i 1920 kun havde et enkelt skib tilbage efter at være blevet udkonkurreret af dampskibe, som især havde deres styrke på de lange rejser.
Dette efterlod i 1920 København, Svendborg og Marstal som de førende sejlskibsbyer, hver med en flåde på rundt 100 sejlskibe. For de tre byer var der dog tale om en stor nedgang i antallet af skibe i forhold til 1890. For hele Danmark blev sejlskibsflåden reduceret fra cirka 2050 enheder i 1890 til cirka 650 skibe i 1920, og efter Første Verdenskrig gik det hurtigt ned ad bakke for sejlskibene efterhånden som de blev udkonkurreret af dampskibene.
Damp tager over fra Sejl
Fra begyndelsen af 1920’erne blev antallet af sejlskibe overhalet af dampskibe i Danmark. Sejlskibe var mere sårbare over for dårligt vejr end dampskibe, hvorfor sejlskibe havde forholdsvis mange forlis. Til gengæld blev sejlskibe en del ældre end dampskibe, idet der ikke var så mange sliddele på et sejlskib. Sejlskibene var meget afhængig af vejr og vind, og måtte i modvind krydse sig frem, hvilket betød en længere sejldistance i forhold til dampskibe. Samtidig var de ikke produktive når det blev vindstille, hvilket bl.a. gør sig gældende i the Doldrums, som er et bælte omkring Ækvator, hvor sejlskibe ofte blev fanget uden vind. Sejlskibe var derfor længere om rejserne, og deres ankomsttidspunkt til næste havn var uforudsigelig.
40 års konkurrence
Men selv om dampskibene fandt deres indtog i Danmark allerede i 1860’erne, tog det dem 40 år før de udkonkurrerede sejlskibene. Årsagen skal ses i, at sejlskibene oftest var ejet af mange små rederier, som ikke havde de nødvendige ressourcer eller ekspertise til at gå ind i dampskibsfart, som var væsentligt mere kompliceret. Der blev udøvet stor forsigtighed, og de første dampskibe var således udstyret med sejl, idet man i starten ikke havde fuld tillid til dampmaskineriet. DFDS blev skabt ved en fusion af tre rederier i 1866, og blev det dominerende rederi inden for dampskibe. Dog købte DFDS barken ’Viking’ i 1915, som blev brugt som fragtskib og skoleskib. Fra leveringen af ’Selandia’ i 1912 var motorskibe fremtiden, og blev en yderligere konkurrent til sejlskibene.
Livet om bord på sejlskibene
Min oldefar som kom fra Fanø, var i 1902 kaptajn på ØK’s tremastede skonnert ’Ragnhild’, og fortalte i sine erindringer om det barske liv ombord. Skibet som var i fart i Fjerne Østen, kom især i monsun-
sæsonen ud for at skulle krydse i dagevis i hårdt vejr på rejserne fra Japan til Bangkok, som svarer til en distance over Atlanterhavet. Dækket var på sådanne rejser ustandseligt under vand, hvilket efter dage med storm kunne udmatte besætningen, som ikke fik megen søvn. Maden ombord var ensformig, og kunne ikke altid holde sig frisk, og på en af rejserne døde styrmanden af beri-beri, som skyldes vitaminmangel. Ferskvand blev opbevaret i store tønder, der skulle holde i flere måneder. Men vandet rådnede og lugtede ofte, så mandskabet foretrak at slukke tørsten i øl og brændevin. Det var et ensformigt og ensomt liv med lange arbejdsdage og lange perioder uden kontakt med omverdenen, og sømændene kunne let få søkuller, så det var ikke altid nogen drømmetilværelse. Min oldefar fik selv beri-beri, og måtte sendes hjem med et andet ØK skib. Han overlevede, og beskæftigede sig fremover med at bygge kirkeskibe, som hænger rundt om i danske kirker bl.a. Ribe Domkirke.
De sidste år
Det var de større sejlskibe der forsvandt først, idet de ikke kunne konkurrere med dampskibene på de lange rejser. Dampskibe havde en større dybgang end sejlskibe, og mange havne kunne derfor ikke modtage fuldt lastede dampskibe. Det skabte en niche for mindre sejlskibe som galeaser og skonnerter som kunne anløbe de mindre havne.
Af de i dag kendte rederier var det stort set kun Rederiet A.E. Sørensen, Svendborg, der opererede et større antal sejlskibe. Rederiet drev i perioden 1918-1957 samlet 32 sejlskibe, hovedsageligt skonnerter, i Nord/Østersø-farten med afstikkere til Canada og Middelhavet. Så sent som i begyndelsen af 1950’erne drev rederiet fire sejlskibe, hvor de to sidste ’Vega’ og ’Jørgen Ring’ blev solgt i 1957.
ØK’s første skib var et sejlskib nemlig ’Ragnhild’, som efter at have ramt et klippeskær blev kondemneret i 1906. Udover skoleskibet ’København’ havde ØK i 1920’erne desuden været ejer af fire skonnerter og fuldskibet ’Thoon Kramon’. J. Lauritzen har haft sejlskibe, men de var udelukkende brugt som skoleskibe, hvor kun skonnerten ’Lilla Dan’ i dag er tilbage brugt som repræsentationsskib for rederiet.
Efter Anden Verdenskrig blev der til Danmark bygget og købt mange mindre motorskibe, som i 1950 løb op i omkring 200 enheder. Dette betød at de få tilbageværende sejlskibe med hjælpemotor blev reduceret betragteligt i antal, og i 1950’erne var der kun ganske få ’husmandsskonnerter’ med sejl tilbage. Sejlskibenes æra var således forbi, idet de ikke havde en chance mod damp og motorskibene.
