23948sdkhjf

Fest i produkttank sender Norden til tops

Bedste første kvartal i fem år får Norden til at opjustere sine forventninger til årets resultat

Det kombinerede tørlast- og produkttankrederi Norden har formået at trodse horrible spotrater i tørlast og den usikkerhed i markedet, som både corona-krisen og oliepriskrigen har ført med i årets første kvartal. 

Det fremgår af rederiets netop fremlagte kvartalsregnskab, som trods et lille fald i omsætningen bød på et samlet overskud fra rederiets tre forretningssegmenter på 27,7 mio. dollar.

Til sammenligning gav samme kvartal sidste år et underskud på 5,3 mio. dollar. Trækker man tab og fortjeneste på handel med tonnage ud af ligningen, står der et oveskud på 29,2 mio. dollar dette års første kvartal tilbage, imens det tilsvarende justerede resultat for samme periode sidste år var et overskud på 7,0 mio. dollar.

Tørlast i bund

Allerede tidligt inde i kvartalet var der udsigt til et jammerligt spotmarked i tørlast, hvor raterne for supramax og panamax endte med at ligge 16-18 pct. under niveauet i samme kvartal sidste år. Det vil sige supramax-spotrater omkring 10.000 dollar i atlanten og det halve på Stillehavet. 

Norden havde dog formået at få næsten alle skibsdage på de ejede tørlastskibe dækket af på kontrakter på forhånd. Forretningssegmentet Asset Management, der omfatter alle Nordens ejede skibe, kom da også ud af kvartalet med et overskud på syv mio. dollar.

Dry Operater, der gør det i at kombinere spotlaster med korttidscharter af skibe, øgede resultatet til fire mio. dollar i første kvartal i år fra et underskud på tre mio. dollar i samme periode sidste år, imens Tanker Operator tjente 18 mio. dollar. En stigning fra overskuddet på 10 mio. dollar i første kvartal 2019, som var godt hjulpet på vej af, at spotraterne trods en lav efterspørgsel efter olieprodukter var meget høje i slutningen af kvartalet. 

Corona forstærker position

Overfor Søfart hæfter Nordens adm. direktør Jan Rindbo sig ved, at der er tale om det bedste resultat i et første kvartal siden 2015. Han tillægger strategien med en større andel af opererede skibe en stor del af æren. 

- Med den udvikling, der har været i verden over de seneste tre-fire måneder, har den virkelig vist sit værd i forhold til at kunne være agil og kunne omstille sig til den verden, man nu engang befinder sig i, siger Jan Rindbo.

Han tilføjer, at corona-krisen har forstærket den position, som Norden gik ind i året med ud fra en forventning om et svært tørlastmarked og et stærkt tankmarked. 

Hår i suppen

I et produkttankmarked, hvor en sjældent set brug af skibe som flydende lagre i nogle tilfælde har presset spotraterne op på seks-cifrede dollar-beløb, er det selvsagt mere givtigt at råde over så mange skibe som muligt. Men her skal man også huske risikoen for, hvad fremtiden bringer, lyder det fra topchefen. 

- Det kan jo godt være, at anden halvdel af 2020 ikke bliver lige så stærk for tankmarkedet. Så der tror vi egentlig, at det er vigtigt at kunne være agil og skifte position, og der mener vi, at vi står godt, siger han. 

Selvom kvartalet overordnet er forløbet til skibsrederens tilfredshed, er der et enkelt hår i suppen. Det fald i olieprisen, der har været med til at sende produkttankraterne i vejret, har nemlig også været med til at sende prisen på bunker i bund. I skrivende stund koster et ton heavy fuel i Rotterdam 136 dollar, men prisen for den nye VLSFO, som nu er standarden for skibe uden scrubber, er blot 180 dollar. 

Dermed er prisforskellen mellem de to bunkertyper nu væsentligt mindre, end den var i begyndelsen af året. Det stiller Norden, der har indtil videre har monteret scrubber på 16 ud af 20 ejede skibe, samt taget levering af seks ud af 15 nybygninger med scrubbere, ringere i konkurrence med skibe uden scrubber nu, end det var tilfældet for få måneder siden.

- Vi tjente jo rigtig fint på vores scrubbere i starten af året, og det er mere udfordrende nu, som olieprisen har udviklet sig, siger Jan Rindbo og tilføjer, at det er for tidligt at fælde dom over scrubberinvesteringernes succes.

- Jeg tror stadig, at man skal se scrubberinvesteringerne i et længere perspektiv, før man kan konkludere, om det har givet mening eller ej, siger han. 

Opjusterer forventninger

En del af Nordens investeringer i scrubbere er da også sikret på trods af udviklingen i bunkerpriser. Det skyldes, at rederiet har chartret skibe med scrubber ud til kunder, som har betalt en merpris i forventning om at kunne spare på udgiften til bunker.

- Så på den facon ser det fornuftigt nok ud. Men hvis man skal prøve at finde et sted, hvor det kunne have gået endnu bedre i kvartalet, så er det klart, at scrubber-spread’et er gået den forkerte vej, siger Jan Rindbo.

Som en konsekvense af det positive kvartalsresultat hæver Norden nu sine forventninger til det samlede resultat for 2020, så de nu hedder et overskud i spændet mellem 30 og 80 mio. dollar. For opjusteringen forventede rederiet et overskud på 30-70 mio. dollar. 

Læs også: Norden inddæmmer ejerskab af skibe yderligere

D/S Norden A/S
mio. dollar 1. kvt. 2020 1. kvt. 2019
Nettoomsætning 614,6 653,5
Resultat af primær drift 82,9 52,4
Periodens resultat 27,7 -5,3
Periodens resultat justeret for køb/salg af skibe 29,2 7,0
Egenkapital 908,8 851,8
EEOI (gram CO2 pr. flyttet ton gods/sømil) 8,9 8,4
Regnskabsåret blev afsluttet 31. marts 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128