23948sdkhjf

Tank-rater når højeste niveau siden finanskrisen

Både VLCC-, suezmax- og aframax-rater nyder godt af, at Cosco-tonnage er kommet på USA's sorte liste

Ikke siden sommeren 2008 er de store råolietankskibe, VLCC'ere, gået for så høje dagsrater, som de gør netop nu. 

Det skriver Tradewinds med henvisning til, at der i går blev lukket VLCC-kontrakter ud af Mellemøsten til Kina til dagsrater på 123.472 dollar. Det er en stigning på mere end 10.000 dollar fra niveauet dagen forinden, og det er blot fem dage siden, at VLCC-raterne krydsede grænsen på 100.000 dollar om dagen. 

Også rederier med mindre tankskibe mærker godt af de stigende spot-rater. I enkelte tilfælde har afskibere chartret to suezmax'ere som erstatning for en VLCC'er, og de gennemsnitlige suezmax-rater nåede i går 111.236 om dagen. Aframax-skibe blev lukket til 52.947 dollar dagligt.

- Det her er helt sikkert det stærkeste suezmax-marked siden de store ratehop i 2008, siger en analtyker til Tradewinds

Kom på USA's sorte liste

Udviklingen i tankrater begyndte at tage fart, da det kinesiske Cosco-konglomerats tankrederi – Cosco Shipping Energy Transportation (CSET) – overtrådte USA's sanktioner mod Iran.

Coscos tankaktiviteter består af to selskaber – et placeret i Shanghai og et andet i Dalian. Iran-sanktionerne blev overtrådt af et skib i Dalian-selskabet, og moderselskabet er ikke omfattet af sanktionerne. Kun Dalian-selskabet er kommet på USA's sorte liste, men Cosco har været tavs med at oplyse hvilke skibe, som hører under hvilket selskab. Derfor har chartrere igennem de seneste uger gået i en stor bue udenom CSET, når de skal have flyttet tanklaster. 

Effekten på tankraterne er så stor, fordi Cosco sidder på verdens største VLCC-flåde målt på tonnage. Og på verdens fjerdestørste flåde af produkttankskibe. 

Mange faktorer

Oveni Coscos overtrædelse af USA's Iran-sanktion kommer en række andre faktorer, der har fået tankraterne til at sætte kurs mod himmelen. En af dem er, at USA's sanktioner mod Venezuela gradvist er blevet optrappet. Derfor søger mange chartrere udenom skibe, der har sejlet med olie fra Venezuela igennem det seneste års tid.

Det har også en effekt, at eksporten ud af Saudi-Arabien midt i september blev forstyrret af et angreb, der i en periode halverede landets olieproduktion og helt standsede eksporten ud af Ras Tanura-havnen med den konsekvens, at flere råolietankskibe fik spildte skibsdage i havnen.

En sæsonmæssig stærk efterspørgsel spiller også ind, og endelig er de nært foranstående IMO 2020-krav medvirkende til, at der bliver flyttet tanklaster rundt til strategisk hensigtsmæssige steder. 

Læs mere: VLCC-rater brager i vejret efter angreb i Saudi-Arabien

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125