23948sdkhjf

Havnelods Winsløw fik ’Österklint’ til kaj i Aarhus - og modtog 41,90 kr.

Søfart bad for nogle måneder siden læserne om at bidrage med oplysninger om en række skibe, som en vinterdag i 1955 blev fanget af en entreprenant shipspotter i Aarhus Havn - her kommer et par af svarene som sidenhen er løbet ind på redaktionen.

I sidste uge beskæftigede vi os med ’Mysteriet om ’Polamhall’, og i denne uge går vi videre med de øvrige fotos, som vi bad læserne om at give oplysninger omkring.

Og der er løbende kommet svar ind på redaktionen.

I Aarhus er det en mand ved navn Flemming Steen Sørensen, som i særklasse har styr på arkivalierne, og som har bidraget med de mange spændende oplysninger, som følger nedenfor.

Når Flemming Steen Sørensen graver i de aarhusianske arkiver kan han finde lodsjournaler tilbage til 1858. Han kan finde journal over lodsernes indtægter fra 1854 og frem. Han kan finde bådsmandsjournaler fra 1954 og journaler over ind- og udgående skibe fra 1837.

På den baggrund kan Flemming Steen Sørensen fortælle følgende om de øvrige skibe:

’Österklint’
Havnelods Winsløw lodsede denne gamle damper fra 1917 ind til kaj 129, der i dag betegnes som krydstogtkajen på Mellemarmen, den 19. kl. 22.00-23.15 for kr. 46,50. ’Österklint’ kom fra Norsk Hydros anlæg på Herøen og stak 13’00". Hun afgik 24 AUG kl. 09.45 noget lettet med en dybgang på 9’00" efter at have losset 847 t kalksalpeter til Gødnings Compagniet. Journalen anfører "Ledig" under Ladning. Det kostede kr. 41,90, at Christensen lodsede hende ud i løbet af en time, og de to bådmænd skulle kun betales med kr. 19,80 og 11,00 for henholdsvis anløb og afgang.

Ejerskabet er imidlertid lidt overraskende. Hun var i perioden 1928-1959 ejet af de Svenska Sockerfabriks AB’s Rederiafdeling. De svenske sukkerfabrikker gik ind i rederibranchen i 1917, hvor de erhvervede en galease og har været ejere af 19 skibe. Det var naturligvis primært for at fragte egne produkter, altså sukker, men som det fremgår af ovenstående, var de inde på almindelige kommercielle fragtmuligheder.

’Baltistan’
Dette skib, bygget 1953, var relativt nyt, da det anløb Aarhus. Havnelods Christensen brugte to timer fra kl. 07.20 på at få hende til ind til kaj 119. På billedet kan man se, at dette anløb skete ud for kornsiloerne ’De fem Søstre’. Lodsningen kostede kr. 191,50, mens det kun kostede kr. 66,00 at have fire bådmænd beskæftiget i 130 minutter iflg. Bådmandjournalen. Ved ankomsten fra Aalborg stak hun 17’07". Hun lossede 2264 t. byg til J.A.F. (Jysk Andels Foderstofforretning) ved kaj 119.

Om skibets historie skriver en anden læser, Niels Storinggaard, følgende: Skibet tilhørte Strick Line, London som var et datterselskab af P&O gruppen. Skibet blev bygget af J. Readhead, South Shields, UK

i 1953 og var på 9.620 t.d.w. Strick Line drev linjefart med stykgods fra UK og Nordeuropa til den Arabiske Gulf. På returrejserne lastede skibene typisk i Sydøst Asien bl.a. palmekerner til Europa. Imidlertid ligger skibet ikke ved oliefabrikken, men tæt på, så den ligger formentlig og afventer kajplads, med mindre der er andre bud på hvad der bliver importeret til det gule pakhus i baggrunden. Skibet blev solgt i 1972 til Thenamaris Gruppen i Grækenland.

’Sunny Prince’
Ses på billedet ved Aarhus Oliemølles kaj 109.

Skibet ankom fra Rotterdam kl. 23.45. Havnelods N.C. Nielsen assisterede hende til opankring på reden og lodsede hende ind til kaj 109 næste morgen kl. 05.45-08.00 (pris kr. 122,90 for opankringen og kr. 267,10 for havneanløbet). Det var Oettinger, som lodsede hende ud på vej mod Karlshamn med restladning den følgende dag kl. 15.45 (kr. 267,10).

Niels Storinggaard supplerer: Skibet blev bygget på B&W i 1926 til Rederiet Wilhelm Wilhelmsen, Oslo som ’TIJUCA’ af Tønsberg. Den var på 8.662 t.d.w.,

og løb på en mine i Bristol Kanalen i 1941, men blev reddet. Skibet blev i 1952 solgt til Olaf Pedersens’ Rederi, Oslo som ’Sunny Prince’, for i 1958 at blive videresolgt til Kina. Skibet ligger ved Aarhus Oliefabrik, og kommer også med palmekerner fra et eller andet tropisk land. Alle skibe i Rederiet Wilhelm Wilhelmsen hedder noget med ’T’ som forbogstav, og rederiet har i årtier haft kontrakten med linjeakvavit over Ækvator til Australien. Så hvis man nyder en linjeakvavit, og ser på bagsiden af etiketten, vil man kunne se navnet på et skib der starter med ’T’ (hvis ikke skibet er et charterskib) - det kan man vinde mange vædemål på i festligt selskab.

’Enaren’
På billedet ses ’Enaren’ på vej ind i Bassin 3 foran De fem Søstre. Man kan lige ane slæbebåden ’Bulbider’ agten for. Billedkvaliteten er desværre ikke i top, men det mørke bånd øverst på den gule skorsten er blåt. Skibet ankom kl. 09.30 fra Bergen og stak 20’03" ved ankomsten til kaj 103 (det er inde i bunden af Slippen ved Oliemøllens anlæg). Havnelods Christensen krævede skibet for kr. 146,30 for 1½ times lodsning, mens de fire bådmænd kun kostede kr. 33,00 for to timers arbejde. Iflg. Skibslisten lossede hun 1017 t palmekerner, 566 t sheanødder og 5 t planker.

Niels Storinggaard supplerer: Skibet tilhørte rederiet Transatlantic i Gøteborg, og var på 4.550 t.d.w. bygget 1954 og solgt 1968 til Liberia. Rederiet havde linjefart fra Sverige og Nordeuropa til Nordamerika, Sydafrika og Australien. Da skibet er et mindre skib, var det sandsynligvis i fart på Sydafrika, med returlast fra Vest Afrika. Man kan se på billedet at det sejler i retning af Oliefabrikken, så mit gæt er at dette skib også kommer med palmekerne til fabrikken fra Vest Afrika.











Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125