Undersøisk koldkrig: Britisk fregat i to dages intens overvågning af formodet spionskib

Det russiske skib 'Yantars' adfærd denne uge i Den Engelske Kanal har udløst en skarp reaktion fra Royal Navy og den britiske forsvarsminister John Healey.
Det skriver BBC.
Ifølge Storbritanniens forsvarsminister John Healey har skibet siden november opholdt sig to gange i Kanalen, hvor det begge gange har "kredset over britisk kritisk undersøisk infrastruktur" med slukket AIS-system, Automatic Identification System.
Besked til Putin: "Vi ser dig"
Den britiske forsvarsminister, John Healey kaldte i en orientering til Det Britiske Parlament onsdag skibet for et "spionskib", der indsamler efterretninger og kortlægger Storbritanniens kritiske undervandsinfrastruktur. Han har derfor sendt en skarp advarsel til Rusland.
- Præsident (Vladimir) Putin skulle høre dette budskab: 'Vi ser dig, vi ved, hvad du laver, og vi vil ikke vige tilbage fra en robust handling for at beskytte vores land, sagde John Healey i Parlamentet.
Briterne indsatte mandag Royal Navy fregatten 'HMS Somerset' og patruljeskibet 'MHS Tyne' til at følge 'Yantar', oplyser Royal Navy i en opdatering.
Storbritannien ændrede i november 2024 sin flådes Rules of Engagement (kampregler), som bl.a. indebærer, at britiske ubåde kan lægge sig i vandoverfladen helt tæt på mistænkelige, russiske skibe som afskrækkelse.
I tilfældet med 'Yantar' sendte Royal Navy skibet en mundtlig advarsel, og lod en militærhelikopter følge skibet ind i Nordsøen, hvor det ifølge Marine Traffic tændte AIS'en nordvest for Hirtshals onsdag morgen.
'Yantar'
- IMO: IMO: 7524419
- Russisk havforskningsfartøj
- Ejet af den amerikansk sanktionerede Yuzhmorgeologiya Association
- Ifølge efterretningskilder opereret af den russiske flådes direktorat for dybhavsundersøgelser, GUGI siden 2015
- Udstyret med avanceret overvågningsteknologi til at udføre havbundsundersøgelser og kan bl.a. betjene undervandsdroner, der kan nå havbunden på op til 6.000 meters dybde.
- Ofte set i europæiske farvande, herunder to gange siden november 2024 i den Engelske Kanal, hvor det har kredset over kritisk undersøisk infrastruktur.
Kilde: Wikimedia
Nato i offensiven
Sagen lægger sig i kølvandet på øgede spændinger mellem Rusland og Vesten, hvor der er voksende bekymring over russiske aktiviteter i europæiske farvande.
Storbritannien har oprustet på beskyttelsen af undersøiske kabler mod potentielle hemmelige operationer fra russiske fartøjer og fly. Tiltagene inkluderer indsættelse af maritime patrulje- og overvågningsfly samt implementering af avancerede AI-systemer til beskyttelse af undersøisk infrastruktur.
Den russiske ambassade i London afviser den britiske forsvarsministerens spionagebeskyldninger som "absolut grundløse", skriver landets statsejede nyhedsbureau Tass.
14. januar igangsatte Nato-landene missionen "Baltic Sentry", som styrke beskyttelsen af kritisk infrastruktur i regionen og afskrække potentielle trusler mod NATO-landenes sikkerhed i Østersøen.
Ifølge det danske Forsvarsministerium bidrager Danmark med både skibe, kampfly og specialoperationsstyrker.