Wrist scorer kæmpe rederi til online supply-supermarked
Bilka på speed.
Sådan har direktør i Wrist Ship Supply tidligere omtalt forretningen i Nørresundby-foretagenet.
Et gigantisk supermarked med filialer i verdens 30 største havne og til det en online platform, der gør indkøbene lettere og mere præcise for både besætningen og købmanden.
Og nu har redriet MSC, en af branchens helt store drenge, indgået aftale med Wrist Ship Supply om at blive koblet op på den online indkøbsplatform.
Det betyder, at rederiets over 700 skibe nu er koblet op på Wrists online supermarked, Source2Sea, og så skal provianteringen af alt fra proviant til kemikalier og reservedele bare gå i gang.
- Vi havde brug for at skabe en fælles ramme sammen med vores leverandører på tværs af vores sortiment og gå fra generiske varer til specifikke varer gennem en digital platform. Der bør ikke være nogen tvivl om, hvad man kan forvente. Ligesom man heller aldrig er i tvivl, når man bestiller online som privatperson, lyder det fra Luigi Staccoli, Chief Procurement Officer i MSC.
MSC opererer i 520 havne fordelt i 155 lande.
Sløv digitalisering
Og aftalen med MSC peger et godt sted hen for hele den maritime industri generelt, lyder det fra Wrist.
Branchen har været lidt sløv til at gå i gang med den digitale transformation, især inden for skibsproviantering, lyder det fra Wrist. Men denne aftale kan åbne andres øjne for online proviantering, lyder det.
- Skibsfarts- og skibsforsyningsindustrien har været ret langsom til at tage digitaliseringen til sig, men nu hvor der er bredbåndssatellitforbindelse på alle skibe, ændrer tingene sig hurtigt, lyder det fra Mikael Weis, der er direktør for konceptet Source2Sea under Wrist.
- Vores digitalisering af indkøbs- og provianteringsprocesserne reducerer kompleksiteten og giver mulighed for store omkostningsbesparelser. Det vil i sidste ende gavne alle interessenter i forsyningskæden, også skibenes besætninger, tilføjer han.
Tidskrævende
I årenes løb har rederierne og deres leverandører brugt enorme ressourcer på at håndtere tilbudsanmodninger i forbindelse med især proviant, tekniske stores og forbrugsvarer og på at strømline disse meget analoge transaktionsprocesser.
I følge Wrist bruger rederiernes og skibenes indkøbere omkring 50 pct. af deres tid på, hvad der svarer til kun 8 pct. af skibets samlede forbrug inden for proviant, tekniske stores og forbrugsvarer.
I gamle dage - som ikke er forfærdelig længe siden - kunne en ordre fra et skib tikke ind på alt fra en mail og telefon til en håndskrevet note sendt på fax.
Det gjorde det svært både at tyde og matche de præcise ønsker, fordi de specifikke ønsker kunne være dårligt beskrevet eller ligge uden for Wrists sortiment.
Derfra kunne der starte en lang proces med enten at forsøge at finde et passende alternativ, eller tage varer retur.
Alt det er nu fortid. Fordi besætningen selv klikker sig ind og vælger, de varer, der er er til rådighed.
- I bund og grund har Source2Sea-platformen gjort det nemmere at bestille proviant, styre leveringen og holde styr på det enkelte skibs udgifter på tværs af vores indkøbs- og flådestyringsfunktioner. Der sker næsten ingen fejl mere, og det betyder, at man sparer tid og undgår at blive frustreret over for lav produktkvalitet, manglende leveringer, returnering af produkter, nødforsyninger med mere, siger Luigi Staccoli.