23948sdkhjf

Tyskland ser skade på kabler i Østersøen som sabotage

Det er usandsynligt, at to datakabler blev ødelagt ved et uheld, mener Tysklands forsvarsminister

Tyskland vurderer, at der var tale om sabotage, da to datakabler i Østersøen blev beskadiget.

Det oplyser Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, ifølge Reuters.

- Ingen tror på, at disse kabler blev skåret over ved et tilfælde. Jeg tror heller ikke på, at ankre ved et uheld forårsagede skaderne på kablerne, siger Boris Pistorius inden et møde med EU's øvrige forsvarsministre i Bruxelles.

Han fastslår herefter, at der må være tale om sabotage.

- Derfor må vi slå fast - uden at vide, hvem der står bag - at der er tale om en "hybridaktion". Og vi må også formode uden at vide det endnu, at det er sabotage, siger Pistorius.

Det er to datakabler, der løber mellem Finland og Tyskland og mellem Sverige og Litauen, der blev beskadiget.

Det er uklart, hvornår det skete, men der blev registreret forstyrrelser i det ene kabel, der løber mellem Sverige og Litauen, søndag morgen.

Udenrigsministrene fra Tyskland og Finland udsendte mandag en erklæring, hvor de gav udtryk for, at de var "dybt bekymrede" over et brud på det andet kabel, der løber fra Helsinki i Finland til Rostock i Tyskland.

På daværende tidspunkt forholdt de to landes regeringer sig ikke til forstyrrelserne i kablet mellem Sverige og Litauen.

Ifølge det finske sikkerhedspoliti Skypo går omkring 200 havkabler årligt i stykker i Østersøen. Ofte er menneskelige fejl årsagen.

Sidste år blev flere kabler ødelagt - både telekabler og en gasrørledning.

Det står endnu ikke klart, om der i alle tilfælde var tale om uheld, eller om der i et eller flere tilfælde lå bevidste handlinger bag.

Den hidtil mest kendte sag om brud på kabler eller rørledninger i Østersøen er sagen om Nord Stream-gasrørledningerne. De blev sprængt i september 2022 nær Bornholm.

Sagen blev efterfølgende efterforsket af både dansk, tysk og svensk politi. Politiet i Danmark og Sverige har siden stoppet deres del af efterforskningen, mens Tyskland stadig efterforsker sagen.

I august kom det frem, at tysk politi havde identificeret tre mistænkte - herunder en mandlig ukrainsk dykker. På den baggrund udstedte en domstol i Karlsruhe en europæisk arrestordre på manden.

Der er ingen meldinger om, at dykkeren eller nogen af de andre mistænkte i sagen er blevet pågrebet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094