Skib i brand i Køge - sundhedsskadelig røg driver ind over byen
Der er opstået brand i et skib, der ligger til i havnen i Køge ud for Nordhavnsvej, og som er lastet med metal- og plastikaffald.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.
Som følge af branden driver der sundhedsskadelig røg ind over byen, lyder det fra politiet i en beredskabsmeddelelse. Borgere i Køge opfordres til at søge væk fra røgen og til at holde døre og vinduer lukkede. Der har været sirenevarsel.
Man bør heller ikke søge mod det brændende skib, lyder det.
- Brandvæsnet er på stedet og arbejder på at bekæmpe ilden, skriver politiet på X.
Ifølge beredskabets hjemmeside odin.dk indløb der klokken 15.15 en alarm om brand i et skib, der lå i havnebassinet.
På billeder fra havnen kan man se tyk, grå røg stige op fra skibet Rix Munte. Ifølge hjemmesiden Vesselfinder sejler skibet under portugisisk flag. Det ankom til Køge Havn natten til tirsdag.
Havnedirektør Thomas Kampmann siger til Sjællandske Nyheder, at der umiddelbart ikke er sket personskade som følge af branden.
På grund af politiets arbejde i forbindelse med branden kører der hverken tog til eller fra Køge Station og Køge Nord Station, skriver DSB på sin hjemmeside.
S-togene kan ikke køre til og fra Køge Station, der ligger tæt ved havnen.
Som følge af branden har politiet afspærret området omkring Køge Havn.
Det giver forældre udfordringer med at få hentet deres børn, men institutionerne i Køge vil blive holdt åbne, indtil det er muligt at afhente børnene, skriver politiet på X.
Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra politiet om hændelsen.
/ritzau/