USA anmoder Norge om at deltage i operation i Det Røde Hav
Den amerikanske regering har henvendt sig til den norske regering med en anmodning om, at Norge bidrager til en international maritim operation i Det Røde Hav.
Det skriver det norske medie E24, der har fået det bekræftet i det norske udenrigsministerium.
Det er en anmodning, der kommer, efter at danske Mærsk og andre store containerrederier har meddelt, at de ikke længe vil gennemsejle Det Røde Hav, så længe houthi-oprørere i Yemen truer den internationale skibsfart.
- Norge har for nylig modtaget en henvendelse fra USA om bidrag til en international maritim beskyttelsesoperation i Det Røde Hav. Henvendelsen er nu til vurdering, siger statssekretær Eivind Vad Petersson til avisen.
Mærsk indstillede sejladsen torsdag, efter at en raket blev affyret mod et af rederiets skibe, 'Maersk Gibraltar', ved indsejlingen til Det Røde Hav. Raketten, der var affyret fra Yemen, slog ned tæt på skibet, men uden at ramme.
Flere andre skibe er blevet angrebet med raketter fra houthi-oprørerne, og flere har ramt.
Oprørene siger, at de gør det for at støtte palæstinenserne i Gaza, og de fremhæver, at alle skibe med varer til Israel er deres mål.
Men der er ikke nogen forklaring på, hvorfor skibe, der er på vej til og fra Europa gennem Suezkanalen, også er blevet gjort til mål.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) oplyste lørdag aften i en pressemeddelelse, at Danmark sammen med allierede lande er blevet anmodet om at gribe ind i Det Røde Hav.
Men det fremgik ikke, hvem anmodningen kom fra.
- Angrebene truer vores søfolk, den maritime sikkerhed og international handel. Sammen med allierede og ligesindede lande overvejer vi tiltag, der kan forbedre den maritime sikkerhed i området, og fra dansk side er vi ved at undersøge, hvordan vi bedst kan bidrage konkret, sagde udenrigsministeren.