23948sdkhjf

Danmark vil styrke maritim overvågning med andre lande for at undgå sabotage

Bekymring for russiske angreb på kritisk infrastruktur får Danmark og allierede til at øge samarbejde.

Flere lande omkring Østersøen og Nordsøen går sammen om at styrke samarbejdet for at undgå sabotage mod kritisk infrastruktur.

Det blev aftalt tirsdag på et møde i den britisk ledede koalition Joint Expeditionary Force.

Det oplyser fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter mødet i Amsterdam.

- Rusland er tilsyneladende i gang med at kortlægge kritisk infrastruktur. Ikke bare i dansk farvand, men også hos vores allierede. Det indikerer, at Rusland kan være parat til i værste fald at udføre sabotage, siger Troels Lund Poulsen.

Dele efterretninger

På mødet tirsdag var forsvarsministrene fra de ti lande i koalitionen til stede. Ud over Danmark og Storbritannien vil det sige Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Island.

De udgør til sammen en stor del af landene omkring Østersøen og Nordsøen.

Landene vil konkret dele efterretninger om mulige maritime trusler. Det skal sikre et fælles opdateret billede af mulige trusler.

Landene vil også koordinere deres tilstedeværelse i farvandene. Det sker i samarbejde med Nato. Nato har også øget samarbejdet.

- En krig eller en konflikt kan starte et andet sted end på slagmarken. Den kan starte ved, at man går efter at lukke ned for nogle lande. Det vil være dybt alvorligt. Det er i den kontekst, og i lyset af Ukraine, at vi bliver nødt til at have et tættere samarbejde, siger Troels Lund Poulsen.

Angreb på vedvarende energi

Beslutningen skal være med til at forhindre sabotage efter de fire eksplosioner, der sprængte gasrørledningen Nord Stream på bunden af Østersøen.

Ifølge Troels Lund Poulsen har landene dog ikke udpeget særlige dele af kritisk infrastruktur som mest udsatte. Men fra dansk side er der blandt bekymring for, om Rusland kunne finde på at angribe den vedvarende energi.

- Vi står over for at etablere en energiø ud for Bornholm. Den kommer til at bidrage med grøn strøm til op mod 14 millioner mennesker. Hvis den pludselig ikke kan fungere i en periode, så er det ikke kun Danmark, der bliver ramt.

- Det er en ny trussel, som vi ikke rigtig har forholdt os til før, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11