23948sdkhjf

Er Rønne Havn vigtig for Bornholm? Analyse sætter tal på job og penge

Rønne Havn og virksomheder på havnen skaber i dag hele 15 pct. af den samlede beskæftigelse på Bornholm, og totalomsætningen er steget med 21 pct. siden en tilsvarende analyse fra 2008

Det kan ikke komme som en overraskelse, at erhvervshavnen i Rønne er ekstremt vigtig for en isoleret ø som Bornholm. Det er gennem havnen, at der ankommer og afgår gods, varer, turister og beboere, som alle sammen tjener penge til øen.

Havnen og dens aktiviteter virker i stigende grad som en dynamo for erhvervsudvikling Jens Henrik Møller, partner i Gemba

Men hvor vigtig er havnen egentlig? Det har en ny analyse tal på. De tal viser, at havnen betyder rigtig meget for job, omsætning og vækst. Og ikke kun for havnen selv og virksomheder tæt knyttet til havnen, men for erhvervslivet og samfundet på hele øen.

Rønne Havns betydning er vokset. En tilsvarende analyse i 2008 viste, at havnens beskæftigelseseffekt var på 1.800 årsværk. 

I den ny analyse, som bygger på en kortlægning i 2022, er den samlede beskæftigelseseffekt på 2.100 årsværk. Det er hele 15 pct. af den samlede beskæftigelse på Bornholm. 

Havnens effekt på den lokale beskæftigelse er dermed steget med 16 pct. i de sidste 14 år. Da Bornholms samlede beskæftigelse i samme periode er faldet med fem pct., er den reelle betydning endnu større. 

Havnen er en hjørnesten

Det er analysefirmaet Gemba, som Rønne Havn har bestilt og betalt undersøgelsen hos, ligesom den tilsvarende undersøgelse i 2008, og herfra lyder det, at havnen er en hjørnesten for øen.

- Rønne Havn og virksomhederne omkring havnen og dens aktiviteter virker i stigende grad som en dynamo for erhvervsudvikling - ikke kun på havnen - men også for udviklingen på hele Bornholm. Udviklingen blandt havnens virksomheder, og følgevirkningerne deraf, viser, at den gennemførte udvidelse og satsningen på at tiltrække aktivitet omkring havnen er lykkedes efter hensigten. Rønne Havn er dermed en hjørnesten i bestræbelserne for at skabe øget vækst og jobskabelse på Bornholm, siger Jens Henrik Møller, partner i Gemba.

Vækst i omsætning 

Også målt i penge er havnens betydning for øen vokset gennem årene. Omsætningen, som skabes i erhvervsklyngen omkring Rønne Havn, er i forhold til analysen fra 2008 steget med 21 procent og står i 2022 for en total omsætning på fem mia. kr. og medfører en værdiskabelse på 1,6 mia. kr. 

Det slår også igennem på skattebetaling. Ifølge undersøgelsen har erhvervsklyngens en effekt på beskatningsgrundlaget på næsten en halv mia. kroner eller knap 30 pct. af øens skattegrundlag.

Det er havnens direktør naturligvis tilfreds med at få slået fast.

- Analysen viser den betydning, havnen har for at skabe vækst og udvikling på Bornholm. Den understreger samtidig behovet for til stadighed at have en moderne og tidssvarende erhvervshavn og den effekt havnens og dens aktiviteter har på det bornholmske samfund, siger siger Lars Nordahl Lemvigh, direktør for Rønne Havn. 

Fakta om analyse

Analysen er baseret på information fra virksomheder, som er beliggende på Rønne Havn, i havnens nærhed, eller på anden måde er afhængig af havnen og indfanger dermed den økonomiske aktivitet blandt havnens kunder, brugere og virksomheder beliggende på havnen.

Analysen er også en vurdering af Rønne Havns økonomisk betydning i forhold til Bornholms Regionskommune. For at sikre en konsolideret beskrivelse af værdikæder og økonomiske dynamikker på Rønne Havn er der gennemført ti dybdegående interviews med relevante virksomheder der anvender havnen.

Analysen bygger på en anerkendt økonomisk model og metode, som Gemba gennem tiden har anvendt på 30-40 danske og norske havne.

Rønne Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095