23948sdkhjf

Kinas Cosco køber del af Hamburgs havn i storindkøb hos Europas havne

Det statsejede kinesiske Cosco-rederi sikrer sig andel i containerterminal i Hamburg efter kompromis i tysk regering. Cosco har tidligere foretaget opkøb i Rotterdam og Piraeus Havn

Den tyske regering indgår et kompromis med det kinesiske rederi Cosco, der ønsker at overtage en stor aktieandel i en containerterminal i havnen i Hamburg.

Det oplyser kilder tæt på regeringen ifølge nyhedsbureauet dpa.

Der har været betydelig politisk modstand mod aftalen, der vedrører kritisk infrastruktur. EU-Kommissionen advarerede tilbage i foråret mod at sælge dele af havnen. Det samme har den tyske efterretningstjeneste og seks tyske ministerier, mens også regeringspartierne De Liberale og De Grønne - og et stort flertal af den tyske befolkning - er imod salget.

Reduceret til under 25 pct. ejerandel

Rederiet Cosco, som er en stor konkurrent til Mærsk, havde ønsket at overtage en ejerandel på 35 procent i containerterminalen Tollerort. Men det er er nu blevet reduceret til 24,9 procent. Det er sket efter pres fra den tyske koalitionsregering, siger kilderne.

Og tallet er langt fra tilfældigt.

Ved at andelen forbliver under 25 procent, opnår det kinesiske selskab nemlig ikke, hvad man kalder blokerende mindretal, og de vil ikke kunne påvirke strategiske beslutninger omkring terminalen, forklarer Michael Reiter, DR's Tyskland-korrespondent.

- Det var kansler Scholz' kompromis, som fik fem ud af seks tyske ministerier til at opgive deres modstand mod projektet.

Kinesere på powershopping i europæiske havne

Hamburgs havn er Europas tredjemest travle containerhavn. Den sikrer varer til store dele af det nordlige og centrale Europa.

Kineserne har i de senere år været på "powershopping" i en perlerække af havne i Europa, hvor Cosco blandt andet har foretaget opkøb i Rotterdam, som er Europas travleste, samt Piraeus Havn uden for Athen.

- Nu er de så kommet til Hamborg, hvor havnen er en hjørnesten i den tyske udlandshandel. Den er også helt essentiel for forsyningen af de europæiske markeder, fortæller Michael Reiter, DR.

Kritikere blandt egne rækker

Aftalen er indgået en uge før den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, tager på besøg i Kina. Det er det første besøg i Kina, som en europæisk leder tager på siden 2019.

En af de vigtigste kritikere har været økonomiminister Robert Habeck fra partiet De Grønne. Han mener, at man så vidt muligt bør undgå Kinas investeringer i kritisk infrastruktur.

Cosco ejes af den kinesiske stat. Det søgte oprindeligt at få en aktieandel på 35 procent. Og det ville automatisk være sket, hvis ikke regeringen havde blandet sig.

Forbundskansler Scholz er tidligere overborgmester i Hamburg. Han har støttet salget til Cosco og ofte gentaget, at stærke handelsforbindelser med Kina er vigtige.

Den tredje partner i koalitionsregeringen, De Frie Demokrater, har ligesom De Grønne været meget kritisk over for at afhænde containerterminalen til Kina. Partiet har med henvisning til sikkerheden truet med et veto mod aftalen.

Tysklands brændte fingre

Regeringen er pinligt bevidst om, at Tyskland har brændt fingrene i forhold til russisk gas og den russiske indflydelse på tysk energipolitik.

I dag står det klart, at Rusland har brugt afhængigheden af gas som et politisk og økonomisk våben mod Tyskland og Europa.

- Scholz' argument, at dette er et rent kommercielt projekt, er en fatal påmindelse om de daværende erklæringer om Rusland og Nord Stream, siger De Grønnes leder af Europa-udvalget i Forbundsdagen, Anton Hofreiter, ifølge AFP.

/ritzau og DR

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094