23948sdkhjf

Center med ansvar for ukrainsk korneksport åbner i Istanbul

Et center, hvor Rusland, Ukraine og Tyrkiet vil samarbejde, skal sætte gang i korneksport fra ukrainske havne

Et fælles center for koordineringen af ukrainsk korneksport er onsdag officielt åbnet i den tyrkiske storby Istanbul.

Den tyrkiske forsvarsminister, Hulusi Akar, stod for åbningsceremonien.

Centeret er oprettet som resultat af en FN-støttet aftale, der blev indgået i sidste uge. Aftalen sigter mod at sætte gang i den ukrainske korneksport, der har været indstillet på grund af krigen i Ukraine.

Rusland, Ukraine, Tyrkiet og FN skal samarbejde i centeret.

Aftalen mellem parterne betyder, at der vil blive åbnet for hvedeeksport fra Odesa og to andre ukrainske havne: Tjernomorsk og Pivdennyj.

Også Rusland vil få mulighed for mere eksport.

For FN har det overordnede mål med aftalen været at forhindre, at millioner vil sulte som følge af høje priser på brød, madolie og kunstgødning.

Den ukrainske regering oplyser onsdag, at arbejdet i de tre havne, der er omfattet af aftalen, er blevet genoptaget.

- I forbindelse med underskrivelsen af en aftale om at ophæve blokeringen af korneksport fra ukrainske havne er arbejdet genoptaget i Odesa, Tjernomorsk og Pivdennyj, lyder det i en udtalelse på sociale medier.

Ukraine venter, at selve eksporten kan gå i gang i denne uge.

- Skibenes ankomst og afgang vil blive gennemført ved hjælp af konvojer, der følger det primære skib, oplyser Ukraines regering.

Både Ukraine og Rusland er blandt verdens største eksportører af hvede. Før krigen stod de tilsammen for omkring 30 procent af verdens hvedeeksport.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.156