23948sdkhjf

DEBAT: Jeg kipper med flaget for Mærsk - dansk søfart skal også være for kvinder

Det følgende er et debatindlæg skrevet af Maja Torp, folketingsmedlem for Venstre og partiets søfarts- og ligestillingsordfører:

Jeg kipper med flaget, når A. P. Møller-Mærsk-formand Robert Uggla og Søren Schou markerer både skam og vilje til konsekvent at træde op mod alle former for sexchikane, grænseoverskridende handlinger og mulige voldtægter.

Mindre kan heller ikke gøre det. Der er ikke nogen anden vej at gå.

Tak til A. P. Møller-Mærsk for nu at gå ombord i de sager om alvorlig sexchikane, grænseoverskridende handlinger og mulig voldtægt på rederiets skibe, som medierne har afdækket over de seneste måneder.

Tak til Mærsk for nu konsekvent at afdække forholdene og arbejdsmiljøet for samtlige 350 kvindelige ansatte på rederiets skibe – og for at vise konsekvens og fyringer, når afdækningen viser, at ansatte har forbrudt sig. Foreløbig er fem ansatte i februar blevet fyret i en sag, som to kvindelige ansatte har rejst over for rederiet ved amerikanske domstole.

Og tak for åbent at erkende, at man har problemer flere steder. Den åbenhed og erkendelse er vigtig. Både for Mærsk og for Danmark.

Danmark er blevet rigt af at handle med resten af verden. Fragte varer rundt på verdenshavene. Vi er en af verdens største søfartsnationer.

Danske rederier arbejder på verdenshavene – over hele kloden. Og det giver ikke bare vigtige indtægter til den danske stat – men også vigtige opgaver, erhvervsaktiviteter og beskæftigelse i hele den maritime industri på vores havne over alt i Danmark. Og Mærsk er symbolet på en succesrig dansk handelsflåde.

Derfor er Mærsks åbenhed og erkendelse af, at der skal skrides til handling, når kvinder krænkes og chikaneres på danske skibe en forudsætning for, at vi sikrer den danske søfart den anerkendelse og adgang til dansk og international arbejdskraft, som er en forudsætning for dansk søfarts fremtidige succes.

Dansk søfart skal også være attraktiv for kvinder. Det arbejder både søfarten, rederier og de maritime uddannelser overalt i Danmark ihærdigt for at opnå. Der er ikke noget job, der skal være forbeholdt det ene køn frem for det andet. Og den ambition skal vi sammen lykkes med. Vi har brug for alle gode kræfter i dansk søfart – og i hele det maritime erhvervsliv i Danmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125