23948sdkhjf

Et år efter opgør i Guineabugten kommer formodet pirat for retten

Retssag mod en formodede pirat, der kom i kamp med dansk militær for et år siden, strækker sig over fire dage

Om aftenen den 24. november 2021 blev der affyret skud i Guineabugten ud for Nigerias kyst. På den ene side var en gruppe mænd i en mindre båd, på den anden var danske soldater i en helikopter fra fregatten "Esbern Snare".

Fire formodede pirater blev dræbt, mens en femte mand faldt over bord og formodes omkommet. Derudover blev en mand såret og tre andre tilbageholdt.

Nærmest på årsdagen bliver den sårede mand, der er i 30'erne, sat på anklagebænken i Københavns Byret. Her er han tiltalt for at have forvoldt nærliggende fare for det danske helikopterpersonels liv og førlighed.

Sagen mod ham begynder den 21. november 2022 og ventes at strække sig over fire dage, oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) torsdag.

Som den eneste af gruppen fra den lille båd bliver manden, der er fra Nigeria, retsforfulgt i Danmark. De tre andre overlevende mænd blev i begyndelsen af året sat fri til søs med benzin og proviant med sig i båden og et tiltalefrafald i bagagen.

Det vil sige, at man regner dem for at være skyldige, men man afstår fra at føre en retssag i mod dem.

Den sårede mand har fået amputeret et ben, og det blev derfor vurderet, at det ikke ville være forsvarligt at løslade ham til søs som de andre.

Ifølge hans forsvarer, advokat Jesper Storm Thygesen, nægter han sig skyldig.

Det vakte stor opsigt, da Forsvaret i november oplyste, at danske soldater fra "Esbern Snare", som var på mission i Guineabugten ud for Vestafrika, havde været i aktion og dræbt flere pirater, mens andre var blevet tilbageholdt.

Af anklageskriftet fremgår det, hvordan de danske soldater skal være blevet udsat for fare.

Det skete ad to omgange først på aftenen den 24. november. Første gang var klokken 18.57, hvor der fra en mindre båd - en såkaldt skiff - blev affyret en byge af skud mod "Esbern Snares" helikopter, som befandt sig cirka 225 meter væk.

Ti minutter senere, klokken 19.07, blev der skudt igen. Her var helikopteren en smule tættere på, nemlig 217 meter, lyder det i anklageskriftet.

Skuddene blev affyret fra en AK47-riffel - et stormgevær udviklet i det tidligere Sovjetunionen. Våbnet kendes i folkemunde som en "Kalasjnikov" efter dets skaber Mikhail Kalasjnikov.

I første omgang var manden sigtet for drabsforsøg, men det er siden ændret. Manden er også alene tiltalt for at udsætte danske soldaters liv for fare.

Han står højst til en straf på halvandet års fængsel, hvis han bliver dømt i retssagen senere på året.

I anklageskriftet er der en påstand om udvisning og et krav om et indrejseforbud i 12 år. Af de bestemmelser i udlændingeloven, der henvises til, fremgår det, at strafpåstanden vil ligge mellem et og halvandet års fængsel.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078