Verdens største træsejlskib går ind i Øresund i næste uge

Verdens største oceangående træsejlskib ”Götheborg of Sweden” går til kaj i Helsingborg i den kommende uge i forbindelse med den internationale storbymesse H22 City Expo.
Havnestoppet i Helsingborg er en fantastisk start på vores Asien-ekspedition Kristoffer Bennis, ekspeditionschef
Kanonsalutten vil planmæssigt lyde fra skibet uden for havnen tirsdag den 14. juni kl.15.00, og det muligt for besøgende at komme om bord de følgende to dage, se mere her.
Helsingborg er første stop på 'Götheborg of Swedens' store Asien-ekspedition. Skibet stævnede ud i onsdags den 8. juni fra Gøteborg. At sejle direkte fra Gøteborg til Helsingborg tager kun omkring en dag, men sejlturen vil tage syv dage, da man vil teste skibet forud for den lange rejse til Asien.
- Havnestoppet i Helsingborg er en fantastisk start på vores Asien-ekspedition, fordi City Expo har et stærkt fokus på bæredygtighed og innovation og flugter perfekt med vores mission for ekspeditionen; at arbejde som en platform for handel, relationer og løsninger for en bæredygtig fremtid, siger Kristoffer Bennis, ekspeditionschef, i en pressemeddelelse.
Replika i fuld størrelse
'Götheborg og Sweden' er en replika i fuld størrelse af et skib fra det 18. århundrede, der var ejet af Svenska Ostindiska Compagniet (ikke at forveksle med ØK). Det oprindelige skib strandede og sank uden for Gøteborg i 1745.
I 1995 begyndte byggeriet af en replika efter, at man i 1984 havde påbegyndt udgravningen af det originale skib. Otte år senere, i 2003, blev det nye skib søsat, og mellem 2005-2007 sejlede det den historiske rute til Asien og tilbage. Derefter blev der gennemført flere ekspeditioner rundt i Europa.
'Götheborg og Sweden' vil denne gang sejle i Østersøen og Nordeuropa, inden det fortsætter til Middelhavet. I løbet af vinteren 2022/2023 vil skibet forblive i Middelhavet. Det sejler til Asien i foråret 2023 og ankommer til Shanghai i september 2023.
Missionen for Asien-ekspeditionen er at fremme handelsforbindelser og bruge skibet som en unik platform for virksomheder og partnere og at fremme løsninger for en bæredygtig fremtid.