23948sdkhjf

Ny kontrakt baner vejen: Dansk vind- og bølgekoncept på vej mod første fuld-skala udgave

Det danske vind- og bølgekoncept Floating Power Plant (FPP) er nu endnu tættere på at søsætte en fuld-skala-model af sit anlæg i Plocan-testområdet ved De kanariske øer. 

Selskabet har netop underskrevet en kontrakt med Plocan og den sikrer et område i den nordlige ende af Plocans testområde. Med pladsen følger også tilslutning til det kanariske strømnet via et helt ny undersøisk kabel.

Chris McConville, der er Head of Commercial and Operations i Floating Power Plant, er lykkelig over, at kontrakten er skrevet under:

- Kontrakten er en milepæl for at sikre verdens første multi-megawatt vind- og bølgekraftsanlæg, og det vil give os mulighed for at demonstrere, hvad vores teknologi kan tilbyde øer, der leder efter muligheder for mere grøn energi, siger Chris McConville.

Platformen vil producere over 5MW kombineret mellem vindmøllen og de såkaldte wave-energy-converters, der laver energi fra bølgerne. Teknologien tillader, at man kan høste ressourcer i nye områder omkring de Kanariske Øer, hvilket sikrer en højere andel af grøn energi, mens man samtidig ikke forværrer udsigten for øens turister.

Kontrakten er historisk for alle involverede parter, da platformen vil benytte den lokale forsyningskæde til at bygge verdens første flydende platform i kommerciel skala, der skal levere energi fra både vind og bølger.

- Dette projekt (FPP, red.) vil nyde godt af vores anlæg og de muligheder, vi tilbyder for at demonstrere vedvarende energi på havet. Det vil hjælpe øen med hurtigere at få grønnere energi, og det vil være med til at åbne for det enorme potentiale for offshore vindenergi, der på sigt vil sænke energipriserne og gøre øen mindre afhængig af fossile brændstoffer, siger José Joaquín Hernández Brito, direktør for Plocan test-site.

Selv med en underskrevet kontrakt om et fuldskala anlæg i hånden er arbejdet ikke slut for FPP:

Vi kan nu accelerere vores udvikling og vores teknologi takket være denne kontrakt. Vi vil fortsætte med at møde lokale interessenter og fortsætter vores design og certificeringen af vores teknologi, siger Chris McConville.

Kontrakten er underskrevet af The Oceanic Platform of the Canary Islands (Plocan) og Floating Power Plant Canarias S.L.U., det lokale datterselskab til det danske Floating Power Plant A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095