Enhedslisten vil forbyde krydstogtskibe i København
Kort inden kommunalvalget på tirsdag har Enhedslisten – der i flere målinger står til at blive hovedstadens største parti – fremlagt et forslag om at forbyde anløb af krydstogtskibe i København.
Det fortalte Line Barfod, der er spidskandidat for partiet, til flere medier i løbet af weekenden, og senest bekræftede hun partiets holdning til TV2 Lorrys afsluttende tv-debat søndag aften.
- Vi mener, at det er nødvendigt helt at omlægge turismen til at blive mere bæredygtig. Derfor skal vi forsøge at tiltrække turister, der er i byen i længere tid ad gangen, og som ikke bare skal forbi Den Lille Havfrue, fortalte hun til debatten og uddybede efterfølgende sit synspunkt med følgende:
- Vi står i en klimakrise, som Christiansborg ikke ser ud til at kunne læse, og derfor er vi nødt til selv at gøre noget i København, siger Line Barfod.
Forslaget om at forbyde anløb af krydstogt i den københavnske havn kommer samtidig med, at Enhedslisten har offentliggjort en større klimaplan for København.
I udspillet er også inkluderet, at borgerne i hovedstaden enten skal tilbydes tre år gratis offentlig transport eller tildeles en elcykel såfremt de dropper bilen, ligesom der skal indføres fartbegrænsninger for biler flere steder i byen.
Derudover ønsker man at slå hårdt ned på olie- og kulindustrien, ligesom dieselbiler skal forbydes på Jagtvej, som løber tværs gennem det centrale Nørrebro.
- Det er ikke nok, at København skal have en fin overskrift om, at byen skal være CO2-neutral i 2025. Vi er nødt til rent faktisk at gøre noget, og derfor har vi lavet det her meget omfattende katalog, siger Line Barfod til TV2 Lorry.