23948sdkhjf

Dansk krydstogtboss slipper tøjlerne efter 35 år

1. juli overtog den næste generation roret i tonnage provider Sunstone Maritime Group 

Efter 35 år i direktørstolen er den danske krydstogtpionér, Niels-Erik Lund, nu officielt gået på pension. 

1. juli overtog den næste generation roret i tonnage provider-virksomheden Sunstone Maritime Group. 

Det er sønnen Carsten Lund, der nu bliver selskabets CEO. Han har i de seneste år fungeret som virksomhedens salgsdirektør med ansvar for kunderelationer og kommerciel udvikling.   

Den anden søn, Christian Lund, fortsætter som virksomhedens driftsdirektør. 

Niels-Erik Lund slipper ikke sin virksomhed helt, idet han fremadrettet vil sidde i virksomhedens bestyrelse. 

Længe undervejs

Sunstone Maritime Group opererer – og er medejer af – en række ekspeditionskrydstogtskibe, og har siden 2019 fået en løbende leverance af nybygninger i den såkaldte INFINITY-klasse. Skibene chartres af rejseoperatører - herunder danske Albatros Expeditions - på kortere eller længere kontrakter, typisk i form af bareboat-aftaler. 

Generationsskiftet har været længe undervejs, og blev allerede omtalt i Søfart tilbage i 2022. 

Udviklingen følger i kølvandet på en professionalisering af bestyrelsen, hvor formand er advokaten Johannes Grove Nielsen, og hvor der er hentet eksterne kræfter ind i form af bl.a. Ulrikke Ekelund, der tilføjer mangeårig erfaring fra pensions- og konsulentbranchen. 

Dårlige tider

Den nye CEO overtager imidlertid virksomheden på et svært tidspunkt. 

Regnskabet for 2024 er endnu ikke offentliggjort, men 2023-regnskabsåret var på alle måder blodrødt, og 2023 blev i ledelsesberetningen omtalt som det vanskeligste år i virksomhedens historie. 

Årsagen skal findes i et nichemarked for ekspeditionskrydstogtskibe, der blev umådelig hårdt ramt af COVID-19 nedlukningen og i de følgende år kun ganske langsomt er kommet tilbage på ret kurs. 

Flere af virksomhedens kunder, rejseoperatørerne, reagerede på krisen ved at oplægge de skibe, som de havde chartret af Sunstone Maritime Group. I flere tilfælde blev den finansielle situation hos rejseoperatørerne så kritisk, at betalingerne til Sunstone ganske enkelt udeblev. 

Det skete f.eks. da rejseoperatøren Vantage gik konkurs for lidt mere end to år siden. 

Her blev begge af de skibe, som selskabet havde chartret hos Sunstone tilbageleveret med 2-3 ugers varsel.

Dette gav selvsagt Sunstone Maritime Group en stor udfordring, da kunder i segmentet for ekspeditionskrydstogtskibe normalt sælger billetter 12-18 mdr. ud i fremtiden. Begge skibe blev derfor lagt op i hhv. 12 og 18 måneder, før de var tilbage i drift.  

2023-regnskabet endte således med et underskud på selve driften på mere end 3 mio. dollar. Den samlede bundlinje endte blodrødt på minus 23,5 mio. dollar som følge af massive nedskrivninger og tyngende renteudgifter. 

Forventningen til 2024-regnskabet lyder - ifølge ledelsesberetningen i 2023-regnskabet - på et underskud på mellem 3 og 6 mio. dollar. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063