Axel Eitzen har strømlinet det gamle Herning Shipping - men mangler fortsat at udvide flåden
- Jeg synes, at vi er nået langt og fået omdannet rederiet. Vi har tilpasset organisationen fra 38 til 19 medarbejdere og fået effektiverset vores backoffice-systemer og effektiviseret driften af flåden. Vi har en meget mere strømlinet organisation i dag, hvilket er meget tilfredsstillende, forklarer CEO, Axel C. Eitzen.
Hos Christiania Shipping på Amerika Plads er skibsreder Axel C. Eitzen nu igen tilbage på kontoret på ugentlig basis.
Axel C. Eitzen er fjerde generation af Camillo Eitzen & Co., der har eksisteret siden 1883. Ud over kemikalietank har han tidligere været aktiv i bulk, tank og gas-segmenterne.
Selv om den norske skibsreder siden begyndelsen af 2018 har haft sin virksomhed - og sit arbejde - i København, er han blevet boende i Norge, og pendler til arbejde i København, hvor han typisk opholder sig fra mandag til torsdag - dog ikke i det seneste halvandet år, hvor pandemien har tvunget nordmanden til at blive på hjemmekontoret.
I 2018 overtog Axel C. Eitzen Herning Shipping, et rederi med 14 skibe, inklusive to skibe på bareboat charter. Og han har siden arbejdet på at bruge sin omfattende shippingerfaring til at give det traditionsrige danske rederi en grundig overhaling.
Store selskaber
Kundekredsen er den samme som dengang; det er typisk de store olieselskaber, der har behov for transport af kemikalier og vegetabilsk olie - gerne på langsigtede kontrakter.
Men hvordan er det så egentlig gået i de seneste år, hvor de ydre omstændigheder har udviklet sig helt anderledes end Axel C. Eitzen kunne have forudset.
Da Søfart talte med Axel C. Eitzen i 2018 fremhævede nordmanden følgende:
- Vi skal fortsætte arbejdet med effektivisering af flåden og tilpasse og udvide den. Vi håber desuden, at vi aktivt kan erobre markedsandele, siden vi har så gode befragterkvaliteter og er stærke på Vestafrika-trades. Vi har desuden gode og stærke kunder - olieselskaberne - som vi gerne vil udvide samarbejdet med."
Hvad angår effektiviseringen af flåden er Christiania Shipping nået langt. Men flåden tæller det samme antal skibe. Dog er to gamle BB-skibe på ca. 5.000 dwt udskiftet med mere moderne 12.600 dwt stainless steel-skibe med mange segregeringer og mere energieffektivt maskineri.