23948sdkhjf

Georg Stage klar til to togter uanset corona

Uddannelse og ikke udlandsrejser er det centrale på ’Georg Stage’, så skoleskibet nøjes gerne med togter i hjemlige farvande. Bevillingen på finansloven forhøjes med 3 mio. kr.

Skoleskibet ’Georg Stage’ er klar til to togter i 2021 uanset coronavirusset. Det kræver blot test af elever og sejlads i hjemlige og nære farvande.

Det fastslår direktør Asser Amdisen, Stiftelsen Georg Stages Minde. De fik en tidlig julegave i finanslovaftalen, der forhøjer bevillingen med 3 mio. kr.

Skoleskibet bidrager selv med fem af de otte millioner kroner, som togt to koster ekstra i budgettet. 2 mio. overføres fra 202-budgettet, fordi der kun blev gennemført et togt. Dernæst tages 2,8 mio. kr. fra egenkapitalen. Det er ’Georg Stages’s coronastøtte til staten, som Asser Amdisen siger. I forvejen var der sikret en bevilling på 9,5 mio. kr. til det første togt.

Asser Amdisen ærgrer sig over, at der endnu ikke er tale om en højere, fast bevilling fra 2022. Ønsket er, at der i kommende finanslovforslag fra og med 2022 afsættes fast 17,3 mio. kr. i statstilskud til to årlige togter.

Offentlig opgave

Kunne de resterende 3 mio. kr. ikke rejses hos fonde og rederier?

- Det kunne man muligvis godt, men der er noget principielt i, at uddannelse er offentlig i Danmark. "Georg Stage" er en uddannelse, svarer Asser Amdisen.

- Aviserne betaler jo ikke journalisters uddannelse, og advokater betaler ikke for juristers uddannelse. Hvorfor skal det være anderledes for søfolk? Faktisk påtager rederierne sig allerede en del af det, mens staten er tung i det.

Engagementet består

Før finanslovaftalen erklærede uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) nærmest ubetinget kærlighed til ’Georg Stage’ og ’Danmark’.

- Dette er en meget værdifuld indsats for en særlig gruppe unge, men på ryggen af oplevelserne i år kan vi se, at der stadig er stor usikkerhed om rammerne, svarede Ane Halsboe-Jørgensen. Bl.a. er ’Danmark’s tur til OL i Japan aflyst.

- Her har vi et skib, hvor de unge står i kø, og erhvervslivet står i kø for at få dem. Alligevel sætter vi ikke fuld damp på, at ’Georg Stage’ kan sejle og producere så meget, som det kan, anførte erhvervsuddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dah (DF), som havde stillet spørgsmålet om økonomien for skoleskibenes .

Jens Henrik Thulesen Dahl forsøgte at kigge frem og få garanti for, at der skrues op for bevillingen i 2022, så stiftelsen bag ’Georg Stage’ kan videreføre søfartsuddannelsen med minimum to og gerne fire togter om året, som efterspørges af elever og erhvervslivet i Det Blå Danmark.

- Engagementet forsvinder hverken med en økonomisk krise eller en coronapandemi, og det vil også være intakt på den anden side, svarede uddannelsesministeren.

Eksotiske rejsemål

Det fik Asser Amdisen til at skrive et takkebrev til hende. Takken gik på, at debatten er flyttet fra, om man har råd til to togter, til Georg Stages aktivitet som en indtægt for samfundet.

- Vi har ikke råd til at lade være med at sejle med Georg Stage, og ministeren argumenterer ikke længere økonomisk, konstaterer han.

- Argumentet er, at to internationale togter er uladsiggørligt på grund af coronaen, men det behøver hun ikke at bekymre sig om. ’Georg Stage’ sejler gerne til udlandet, men vi kan lige så godt lave togter i danske farvande med glade elever. Vi viser gerne Dannebrog frem i fremmede havne, men det er ikke afgørende. Ingen elever meldte fra, da vi ændrede den internationale togtplan til en national. Elever drømmer om høje bølger og hårdt arbejde og ikke om sydhavsøer og hvide sandstrande.

Efterspurgte unge

Der er kø til den 20 uger lange SU-berettigede uddannelse til ubefaren skibsassistent, som efterspørges hos rederierne.

- Der er tre nybygninger på vej til Esvagt, og de bemandes bl.a. med vores elever. Planen om to energiøer viser, at der skal bruges mange mennesker, og det er i høj grad vores elever, der skal sejle og montere havvindmøllerne. Der bliver brug for mange søfolk de kommende år, siger Asser Amdisen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse har i Asser Amdisens sammenpressede form to konklusioner om den korte, praktiske og kompetencegivende uddannelse: Eleverne komme i arbejde, og det er en god forretning for samfundet, når de efterfølgende tager en videregående uddannelse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141