23948sdkhjf

27 er anholdt i sag om 100 kilo kokain på fragtskib ved Langeland

Kokainen blev kastet fra et containerskib ud for Langeland, hvor det blev samlet op af en mindre båd

I en spektakulær sag om indsmugling af mindst 100 kilo kokain til Danmark er i alt 27 personer blevet frihedsberøvet efter retsmøder i Københavns Byret i går.

Tre mænd, en russer og to letter, blev anholdt, da de havde overtaget de mange kilo fra et fragtskib og var klar til at køre videre fra Langeland. De er blevet varetægtsfængslet i 25 dage.

Også samtlige 24 besætningsmedlemmer på containerskibet 'Duncan Island' er blevet frihedsberøvet af dommere i byretten.

14 er blevet fængslet i 11 dage, mens 10 har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn, oplyser Københavns Politi.

Alle blev anholdt lørdag, da kokainen var blevet kastet ud fra containerskibet til en mindre båd ud for Langelands østkyst.

Efter anholdelserne blev søfolkene i en bus fra Egon's Turistbusser kørt op foran byretten søndag formiddag. De har en række forskellige nationaliteter, og adskillige tolke var blevet tilkaldt til retsmøderne.

De anholdte kommer fra Filippinerne, Ecuador, Indien, Polen, Ukraine, Rusland og Letland. Også to advokater, der repræsenterer rederiet bag 'Duncan Island', var mødt op.

Lagde til i Spodsbjerg

De tre mænd, der er fængslet i 25 dage, sejlede ifølge politiets sigtelse i en mindre motorbåd ind til Spodsbjerg efter at have overtaget kokainen.

Her blev de illegale stoffer pakket ned i bagagerummet på en dansk indregistreret bil af mærket Hyundai, hvorefter mændene ifølge politiet ville køre det videre til København og andre steder i Skandinavien.

Men politiet stod klar, og de tre – en 50-årig russer samt to fra Letland på henholdsvis 41 og 44 år – blev anholdt, inden de nåede at køre fra Spodsbjerg.

Sejlet til Kalundborg

I januar anløb det 178 meter lange skib blandt andet Puerto Bolivar og Guayaguil i Ecuador, Balboa i Panama og Guaymas i Mexico, inden det styrede mod nordøst. Fredag den 14. februar ankom 'Duncan Island' til havnen i Helsingborg, og lørdag fortsatte det ned mod Storebælt og forbi Langeland med kurs mod Sankt Petersborg.

Der må modtagerne dog vente på deres bananer, for 'Duncan Island' nåede ikke længere end syd for Gedser, før det blev bordet af politifolk fra Københavns Politi. Derefter blev skibet, der stikker ni meter, sejlet til Kalundborg, hvor det nåede frem natten til i går.

- Vi slog til efter en meget koncentreret og intensiv efterforskning, fortæller lederen af Center for speciel efterforskning ved Københavns Politi, politiinspektør Dannie Rise.

Han kan af hensyn til den videre efterforskning ikke fortælle om detaljerne i aktionen, eller hvordan politiet blev opmærksom på 'Duncan Island'.

- Nu skal vi have ransaget skibet. Dels for at gøre os klogere på, hvem ombord der har været involveret, dels for at undersøge, om der skulle være mere kokain ombord, siger Dannie Rise og fortsætter:

- Det er en halvstor opgave. Der er tale om et skib, der er 178 meter langt og 25 meter bredt og fyldt med containere. Så det er noget andet end at ransage en bil, tilføjer han.

Politiinspektøren er godt tilfreds efter aktionen.

- En så stor mængde kokain er mange, mange millioner kroner værd. Der er nogle, som har mistet deres investering, og andre, der ikke får en fortjeneste, som ikke kan investere i blandt andet våben og køretøjer til ny kriminalitet, fastslår han.

I Danmark var den hidtil største beslaglæggelse af kokain på 310 kilo. Dette parti kom til havnen i en container til havnen i Fredericia i 2015.

I 2013 efterforskede politifolk desuden fem store sager om kokain skjult i bananer på havnen i Aarhus. 

Læs også: Toldere gør kæmpe kokainfangst på Aarhus Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109