23948sdkhjf

Ørsted sælger halvdelen af Hornsea 1 for 37 milliarder

Et delvist frasalg af Hornsea 1, der er under opførelse, indbringer Ørsted 37,5 mia. kroner

Ørsted sælger halvdelen af havvindmølleparken Hornsea 1, der er ved at blive bygget, for 4,46 mia. britiske pund. Det svarer til knap 37,5 mia. kroner.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Energiselskabet har solgt ejerandelen i havvindmølleparken, der vil være verdens største, når den står færdig i 2020, til Global Infrastructure Partners, GIP.

Købssummen på knap 37,5 mia. kroner betales mellem 2018 og 2020.

Ole Kjems Sørensen, der er direktør for partnerskaber, opkøb og aktiver hos Ørsted, kalder det en "banebrydende transaktion".

- Det er tredje gang, vi indgår partnerskab med GIP, og vi er glade for at have en af verdens største infrastrukturfonde som partner i et projekt, der bliver verdens største havvindmøllepark.

- Det delvise frasalg af Hornsea 1 er en banebrydende transaktion, som vil skabe betydelig værdi for vores aktionærer og mindske vores eksponering fra et enkeltstående aktiv, siger Ole Kjems Sørensen i meddelelsen.

Det er ikke første gang, at Ørsted og GIP slår pjalterne sammen.

GIP ejer nemlig også halvdelen af Ørsteds tyske havvindmølleparker Gode Wind 1 og Borkum Riffgrund 2.

Handlen kræver "visse" regulatoriske godkendelser, herunder grønt lys fra konkurrencemyndighederne.

Ørsted vurderer, at handlen derfor endeligt kan gennemføres i fjerde kvartal af 2018.

Det forventes, at havvindmølleparken får en samlet kapacitet på 1218 megawatt, hvilket skulle være nok til at forsyne mere end en million britiske hjem.

I alt 174 vindmøller ventes at stå klar, når Hornsea 1 åbner i 2020.

Ørsted er for 50,1 procents vedkommende ejet af den danske stat.

Energiselskabet hed tidligere Dong Energy, men skiftede navn sidste år for at markere overgangen til et nyt fokus udelukkende på vedvarende energi.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.095