23948sdkhjf

Sortlistede russiske fiskeskibe lægger fortsat til i færøske havne

Ældre fiskeriaftale gør det muligt for russiske fiskeskibe at lægge til på Færøerne. Pinligt, mener politiker

Fiskeskibe fra de russiske rederier Murman Sea Food og Norebo JSC er fortsat velkomne i færøske havne, selv om rederierne tidligere i år blev sortlistet af EU.

Det skriver DR.

Senest ankom den russiske trawler "Melkart 2" tirsdag fra Murman Sea Food til den færøske havn Klaksvík.

Rederierne er ifølge EU en del af en russisk overvågningskampagne, hvor der er blevet udført spionage og saboteret kritisk infrastruktur - heriblandt på undersøiske kabler. Det skrev Rådet for Den Europæiske Union i maj i en pressemeddelelse.

Norge har sidenhen nægtet skibe fra de sortlistede russiske rederier at sejle i norsk farvand eller lægge til i norske havne, skriver DR.

I et opslag på det sociale medie Facebook kalder det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale (JF) situationen for pinlig.

- Er der ingen grænse for, hvor pinlig Færøernes Ruslands-politik kan blive, lyder det i opslaget, som Skaale delte tirsdag.

I et interview med DR uddyber han kritikken.

- Vi har jo sagt, at vi (Færøerne, red.) følger EU og Norges linje. Men det gør vi jo ikke, når Norge har sagt, at de ikke tillader skibene at komme i havn - så er vi det eneste sted, de kan anløbe, og så følger vi jo ikke vores egne ord, siger Skaale, som kalder situationen særdeles problematisk.

Færøerne og Rusland har siden 1977 haft en aftale om at udveksle fiskekvoter.

Aftalen betyder, at færøske skibe fisker torsk i Barentshavet. Til gengæld fisker russiske skibe makrel, sild og blåhvilling i færøsk farvand.

De russiske skibe runder Færøerne for at omlaste deres fangst til fragtskibe, der kan sejle fiskene hjem til Rusland.

Det færøske udenrigs- og erhvervsministerium skriver i et skriftligt svar til DR, at ministeriet i forlængelse af EU's seneste sanktioner sammen med relevante færøske myndigheder er i gang med at afklare, hvorvidt tilsvarende færøske tiltag vil kræve nye lovgivningsinitiativer.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063