23948sdkhjf

Tysk storrederi skifter kurs på ny: Kina, Korea og tilbage igen

Tyske Hapag-Lloyd har gentagne gange ændret retning i planerne om nye LNG-drevne containerskibe. Prisforskelle og varslede amerikanske havneafgifter har fået rederiet til at pendle mellem værfter i Kina og Sydkorea – og nu ser Kina igen ud til at have overtaget

Planerne om en større serie nye LNG-dual fuel-containerskibe har sendt tyske Hapag-Lloyd ud i en slingrende vals, hvor skiftevis kinesiske og sydkoreanske værfter har været inde i billedet – og ude igen. Årsagen er både økonomisk og politisk.

Det skriver TradeWinds, der har talt med mæglere og markedsaktører tæt på forhandlingerne.

Ifølge mediet indledte Hapag-Lloyd tidligt dialog med kinesiske værfter om op mod 12 skibe på cirka 12.500 teu og seks til otte skibe på 16.000 teu. Fokus lå i begyndelsen på de to kinesiske værfter, hvor rederiet tidligere havde haft optionspladser: New Times Shipbuilding og Yangzijiang Shipbuilding.

Ifølge TradeWinds har rederiet allerede 24 LNG-drevne containerskibe i ordrebøgerne hos værfterne med levering mellem 2027 og 2029.

Kina tilbage

I april fremlagde den amerikanske handelsrepræsentation et forslag om særlige havnegebyrer for skibe, der er kinesiskbyggede, -finansierede eller -ejede. Det fik Hapag-Lloyd til at flytte forhandlingerne til Sydkorea, hvor både Hanwha Ocean og HD Hyundai blev kontaktet.

Her mødte rederiet dog markant højere priser. Ifølge TradeWinds ligger tilbuddene fra kinesiske værfter omkring 130–135 millioner dollar for et 12.500-teu LNG-skib – mens tilsvarende sydkoreanske skibe vurderes til 150–155 millioner dollar. For 16.000-teu-størrelsen lyder de kinesiske priser på cirka 190 millioner dollar mod op til 225 millioner i Sydkorea.

Med en efterfølgende præcisering i USA, der reducerede truslen om havneafgifter betragteligt, blev Kina igen en realistisk mulighed. Flere mæglere peger på, at det ene af de to oprindelige kinesiske værfter New Times Shipbuilding stadig er i spil til de mindre skibe, mens der nu nævnes flere forskellige kinesiske værfter til den større serie.

Der er endnu ikke indgået kontrakter, og situationen er derfor fortsat uafklaret. Hapag-Lloyd har ikke ønsket at kommentere oplysningerne over for TradeWinds.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109