Snød danske myndigheder: Russisk svindler sortlistes verden over

Flere skibe med falske forsikringer er blevet beordret til omgående at indstille driften og ankre op på stedet.
Det sker efter Danwatch og norske NRK's afsløringer om det norske firma Ro Marine, der på trods af at være et tomt firma uden drift eller ansatte har udstedt falske forsikringspapirer til hundredvis af skibe, hvoraf mindst 70 ifølge Lloyd's List Intelligence tilhører den russiske skyggeflåde.
21 af skibene er desuden sanktioneret af EU.
Det skriver Danwatch.
Det norske svindelfirma er nu blevet sortlistet i syv lande på tværs af kloden som følge af afsløringen.
Udover Cook-øerne, som har beordret skibe til at indstille driften, har verdens næststørste flagstat Liberia, samt Barbados, San Marino, Dominica, Guinea-Bissau og Togo alle annulleret Ro Marines autorisation som følge af afsløringen.
Alle syv flagstater beder desuden samtlige skibe med Ro Marine-forsikring under deres flag om straks at finde en ny forsikrer, der overholder international lovgivning.
Fortsætter praksis
På trods af afsløringen fortsætter Ro Marine med at opdatere deres hjemmeside med nye skibe, som angiveligt har modtaget falske forsikringer. Flere af disse skibe, der hører til den russiske skyggeflåde, har sejlet gennem danske farvande med lasten fuld af olie. Danwatch og NRK har ikke set beviser for, at skibene har været sikkerhedskontrolleret.
Professor i søret ved Syddansk Universitet, Kristina Siig, kalder situationen uden præcedens.
- Et skib, der sejler uden de her oliecertifikater, det er langt ude for skiven. I princippet er det ulovligt for skibet at sejle. Hvis skibet er i dansk farvand, vil jeg mene, at danske myndigheder har mulighed for at sige, at skibet skal kaste anker og ligge stille. Men om man har prøvet at gøre det før, det ved jeg simpelthen ikke, siger hun.
Søfartsstyrelsen har dog ikke tænkt sig at stoppe nogle skibe. Det er til trods for, at myndighederne selv er blevet snydt af otte olieskibe, der har fremvist falske forsikringspapirer under internationale kontroller i Østersøen.
Alligevel vurderer man ikke, at det er muligt.
- Det er positivt, som vi har noteret os ud fra Danwatch og NRK's oplysninger, at adskillige flagstater allerede har overholdt denne forpligtelse og standset deres skibe, lyder det fra styrelsen.
10 mio. ton olie
Den største oliekatastrofe i danmarkshistorien skete i marts 2001, hvor to skibe kolliderede syd for Møn og sendte 2700 tons olie i danske farvande.
Den store flåde af olieskibe, der har sejlet med Ro Marine-forsikring, har til sammenligning transporteret op mod ti millioner tons i de seneste måneder – altså 3700 gange mere olie end den største katastrofe i dansk historie.
Den amerikanske sanktions- og skyggeflådeekspert, Craig Kennedy, har analyseret skibenes trafik gennem Østersøen og Sortehavet og finder det alarmerende, at de har kunne sejle med falske forsikringer fra Ro Marine i så lang tid uden at blive opdaget.
- Russisk olieeksport med svindelforsikring er en trussel mod lande rundt om i verden og underminerer internationale konventioner, som er skabt til at gøre skibsfart mere sikkert. Man er nødt til at gøre mere for at holde Rusland ansvarlige, siger han.