Havne-direktør: - Det her er noget, vi forholder os meget seriøst til
To russiske skibe, Sergey Balk og SB-123, turer lige nu rundt i Kattegat ud for Grenaa og syd for Anholt.
Det kan man se på live-kort fra sider som Vessilfinder.com og Marinetraffic.com.
Det er uvist, hvad skibene foretager sig, men det står klart, at de nu i mere end et døgn har cirkuleret rundt i samme område.
Hos Grenaa Havn siger administrerende direktør Henrik Carstensen, at man følger nøje med i, hvad de pågældende skibe foretager sig. Simpelthen fordi, at de er fra Rusland.
- Vi tog en principbeslutning dagen efter invasionen af Ukraine. Den gik på, at vi ikke tager imod russiske skibe eller deres last i Grenaa Havn, og den beslutning står fortsat ved magt, siger Henrik Carstensen til TV2 Østjylland.
- Det her er noget, vi forholder os meget seriøst til, og de to konkrete skibe her kommer heller ikke i havn hos os, hvis de anmoder om det. De bliver med garanti afvist.
Man overvåger altid skibstrafikken i Kattegat fra havnen i Grenaa, men der er altså et særligt fokus på russiske skibe, og det fokus er ikke blevet mindre, efter at der har været flere tilfælde af mulig sabotage i blandt andet Østersøens datakabler.
Spørgsmål: Hvad gør I konkret, hvis de nærmer sig havnen?
- Så tager vi kontakt til myndighederne. Jeg tror ikke, det kommer til at ske, og det er heller ikke sket indtil nu under krigen, men proceduren er altså sådan, at vi aktiverer myndighederne. Lige nu følger vi blot deres færden via vores maritime overvågning, siger Henrik Carstensen.
Ifølge det svenske medie TV4 har den svenske kystvagt informeret de danske myndigheder om skibene.