Havnebyen Hirtshals skulle være enestående i Europa - men planen blev ikke fulgt
Dette er en af de artikler, hvor man har lyst til at starte med "Der var engang".
Der var engang en lille flække ved Vesterhavet, hvor staten udskrev en arkitektkonkurrence.
Året var 1917, og der skulle anlægges en havn og en helt ny by midt i et vildt landskab - intet mindre.
Vinderne, to vordende stjerner i tiden, præsenterede en by tegnet fra bunden - smuk og funktionel.
Men planen blev ikke fulgt.
Skridt for skridt blev der i årene efter konkurrencen hugget hæle og klippet tæer i realiseringen af planen, og i dag er byen ifølge forfatter Hans Lyngby Jepsen endt som "Danmarks grimmeste by".
Den er en by, der er vokset i takt med indbyggernes og havnens behov - uden mange planer.
Men er det en dårlig ting?
Spørger man lektor i arkitektur og fotograf Lars Brorson Fich, der er manden bag den nye bog "Hirtshals", er han stærkt i tvivl.
Som arkitekt ærgrer han sig over den missede chance for det, der kunne have været et hovedværk i dansk arkitekturhistorie - måske endda europæisk.
Når det er sagt, så kender han i dag også et andet Hirtshals, og som årene er gået, er han begyndt at forstå og sætte pris på det, der blev.
Arkitekternes vinderprojekt var det idealistiske blik. Den by, der voksede frem, er et udtryk for det liv, der leves.
Og den konflikt er ifølge Lars Brorson Fich et perfekte afsæt for at spørge sig selv, hvad der egentlig er smukt og grimt og autentisk.
Gennemført eller ”mekanisk”?
Da arkitektkonkurrencen i 1917 blev udskrevet, bestod stedet, der var kendt som Hirtshals, i grove træk af en vej med få huse.
Skulle en ny havn fungere (og skulle der skatteindtægter ind), skulle der opføres en by omkring den.
Forslaget, Steen Eiler Rasmussen og Knud H. Christiansen vandt på, var tegnet ud fra idealerne i tiden.
Modernisternes arkitektur og byplanlægning var reaktioner på 1800-tallets tætpakkede industribyer, skriver arkitekturforsker Claus Bech Danielsen i bogens ene indlæg.
Modernisterne ville skabe bedre og sundere boligforhold.
Inspirationen var ingeniørvidenskaben - et hus og en by skulle tænkes som en maskine - effektiv og uden hierarkier, og hvert eneste bykvarter skulle give mening.
Den vision lyste også igennem i Rasmussens og Christiansens plan.
De tegnede et fiskerkvarter, et jernbanekvarter, boligkvarterer, et fabrikskvarter, indkøbskvarter - det hele skarpt adskilt, men bundet sammen af infrastruktur, og hvert eneste byrum blev detaljeret beskrevet.
Det skulle være ensartet, og det skulle give en følelse af ro at færdes i det.
Torve og pladser blev udformet i geometriske grundplaner som kvadrater, oktagoner og cirkelslag, og bygningerne skulle opføres helt ud til naboskel for at bryde vinden og skabe sammenhængende gadeforløb, beskriver Ida Sofie Gøtzche Lange, associate professor og ph.d. ved AAU Create, i bogens andet indlæg.
Der blev foreslået ensartede pakhuse på havnen, og énfamiliehuse på 100 kvadratmeter skulle opføres som rækkehuse med egne haver.
Det var en plan, der i sin samtid fik ros for sin gennemførthed, men som også blev kaldt "nærmest mekanisk".
Selv var arkitekterne klar over, at hele ikke byen ikke kunne opføres på én gang, men de håbede, at også fremtidige politikere i byen ville følge de overordnede retningslinjer i planen - og skulle byen udvides, så anbefalede de ikke at bygge i højden, men at udvide mod syd.
Men så skete virkeligheden.
Ikke håndholdt
Finansieringen af havnebyggeriet gik ikke som planlagt, og politikere og embedsværk måtte tænke i økonomi, og der var ikke noget, der hed forpligtende lokalplaner i tiden.
Midt i det hele opstod bydele som Emmersbæk uden for de arealer, planen var skabt til, fordi jorden her var billigere, og det var nemmere for planterne at gro uden helt så meget vind.
Og pludselig voksede havnen sig langt større end forudset som erhverv - i 1970'erne var Hirtshals Havn Danmarks største konsumfiskerihavn.
Indbyggertallet peakede i 1996 med lidt over 7.000 borgere, og så - med fiskefabrikkernes lukninger - begyndte byen at miste borgere.
I dag er gennemsnitsalderen stigende, imens havneaktiviteterne bliver ved at vokse - i en grad så havnen nærmest virker større end byen og ikke i sammenhæng med den, vurderer Ida Sofie Gøtzche Lange.
Sådan er en by levende og foranderlig.
En moderne poesi
Ifølge Ida Sofie Gøtzche Lange har afvigelsen fra den oprindelige plan medført åbne rum mellem bygningerne, hvor vinden kan tage fat, hvilket ikke gør byen fodgængervenlig.
Hvor der skulle have været anlagt torve og pladser, er der i stedet anlagt rundkørsler.
Og i det hele taget er byen ikke blevet det, som mange vil kalde smuk.
Det var den, hvis man havde gennemført den oprindelige plan, det ville have været et nyt Christiansfeld, mener Lars Brorson Fich.
Men spørgsmålet er, om det gør noget.
Nok ikke.
- Det er et interessant, hvordan man finder en balance mellem at styre en by og lade den udvikle sig langsomt, og hvor meget der skal bestemmes ovenfra og nedefra, siger Lars Brorson Fich og henviser til arkitekten Steen Eiler Rasmussen, der selv rykkede sig meget med alderen.
Den i dag kendte arkitekt endte med at kritisere sit eget hovedværk Tingbjerg i København, som han med tiden mente, at han havde tegnet alt for stramt, og hylde Christiania, der voksede organisk frem.
Fra Steen Eiler Rasmussens datter Una Canger ved Lars Brorson Fich dog, at det nagede ham hele livet, at hans projekt i Hirtshals ikke blev til noget.
- Som arkitekt er jeg ikke i tvivl om, at hans projekt havde været smukt, men samtidig tror jeg, at planen var alt for stram til at være realistisk at realisere for fiskerbefolkningen, siger Lars Brorson, der har tilbragt meget tid i byen, da hans hustru er derfra.
- Det er jo stærke selvstændige mennesker, der bor der, og jeg ved ikke, om de havde brudt sig om at blive placeret i en bebyggelse.
- Jeg tror, at de ville bestemme selv. Og når du går rundt i byen nu, kan du se den som et resultat af alle de beslutninger, folk har truffet gennem tiden i forskellige perioder i byens historie – fra 1970’ernes parcelhuse til træhuse opført af tømmer fra tyskernes træbarakker under 2. Verdenskrig.
En kollektiv erindring.
Og netop dét er byens identitet i dag, mener Lars Brorson Fich – det sammensatte og evnen til at tilpasse sig tidens strømninger.
I dag er der kommet nye typer af virksomheder, et folkemøde og gourmetrestauranter på havnen.
- Det er jo initiativet og drivkraften, der er Hirtshals, og betingelserne for overlevelse ændrer sig hele tiden. Der ligger også en poesi i dét udtryk for liv.
Bogen "Hirtshals" udkom 11. april.
