23948sdkhjf

Gør nyt forsøg på at blæse liv i million-fadæse på havn

Godsoperatør vil nu se om, om der kan komme liv i ubrugt jernbaneterminal på Hirtshals Havn

Det har været lidt af en joke, at der i 2015 stod en godsterminal til 35 millioner kroner klar i Hirtshals for at forbedre vilkårene for godstrafik på skinner til og fra den travle nordjyske havn.

For siden har vi stort set ikke set skyggen af et godstog på strækningen mellem Aalborg og Hirtshals, selvom der fra flere sider er et stort ønske om at få mere gods på skinner.

Det ville bl.a. kunne give os lidt mere plads mellem lastbilerne på de nordjyske motorveje, og ikke mindst Norge presser på for at få en del af de 200.000 trailere, der passerer over Hirtshals Havn hvert år, flyttet fra lastbiler til skinner.

Operatør giver det et skud

Og nu har en operatør meldt sig på banen. Det giver håb om, at det vil lykkes at få en egentlig drift af godstrafik i gang.

- Det er Deutsche Bahn Cargo (DB Cargo), som er villige til at prøve strækningen af. Det giver selvfølgelig håb om, at det vil lykkes, konstaterer direktøren i Nordjyske Jernbaner, Martin Sort Mikkelsen.

Der er foreløbig aftalt en prøvekørsel 3. maj.

Skal vi så stå og juble og vifte med flag langs skinnerne?

- Ja, vi betragter det da som lidt af et gennembrud, konstaterer Martin Sort, der forestiller sig, at der i første omgang måske kan blive fem godstransporter gennem Vendsyssel om ugen, hvis prøvekørslen forløber tilfredsstillende for DB Cargo.

Men der er stadig en del benspænd for godstrafik på skinner i Vendsyssel: Dels er der kun ét spor, og derfor kræver det nøje koordination med passagertrafikken.

Det er også besværligt for godstogene at rangere på Hjørring Station, når turen skal gå videre mod Hirtshals. Den hurdle skulle imidlertid blive fjernet i år, når Banedanmark forlænger et sidespor med 700 meter.

Men så ser det også fortsat ud til, at regeringen ikke vil elektrificere jernbanenettet nord for fjorden, mens en stor del af godstrafikken i Europa er ved at blive lagt om til el.

Den bæredygtige løsning på togtrafikken i Vendsyssel bliver i stedet batteritog, men der findes endnu ikke lokomotiver med batteri, der for alvor kan spille en rolle i forhold til godstrafik.

Som grafikken viser, er jernbanestrækningen mellem Aalborg og Hirtshals en del af en transeuropæisk transportkorridor (Ten-T), hvor både vejnet og jernbane bør have meget høj prioritet.

Så bekymringen er - bla. fra Hirtshals Havn - at en del af godstrafikken i stedet finder andre veje gennem Skandinavien.

Kommunerne nord for fjorden har da også protesteret over, at regeringen ikke har tænkt sig at bruge penge på at elektrificere jernbanen nord for Aalborg.

- Vi forstår det simpelthen ikke. Nogle har stadig opfattelsen af, at der ikke sker noget nord for fjorden. Men de skulle prøve at komme en tur til Hirtshals, har havnedirektør Per Holm Nørgaard tidligere udtalt. 

Han anslår, at der er potentiale til at flytte cirka 10 procent af godstrafikken til og fra Hirtshals over på skinner.

Transportminister Thomas Danielsen (V) svarer i en mail, at regeringen ikke mener, at investeringen i elektrificering af jernbanenettet i Vendsyssel står ikke mål med udbyttet. Og i øvrigt er der også en rivende udvikling i gang af batteritog.

Det omtalte sporarbejde i Hjørring i år, betyder i øvrigt, at al togtrafik mellem Hjørring og Aalborg vil være være stoppet af og afløst af togbusser i tre måneder mellem juli og oktober.

Søfart har tidligere beskrevet, hvordan jernbanegods-terminalerne i både Esbjerg og Hirtshals har ligget ubrugte hen. I Esbjerg Havn har man dog haft held med at få gang i aktiviteterne igen. 

Jernbaneterminal til 100 mio. kr. samler fortsat støv i Esbjerg Havn

Billigt tysk træ puster liv i ubrugt jernbaneterminal

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125