23948sdkhjf

Nødlidende museum er fortsat i problemer: - Vores genstande overlever ikke endnu en vinter

Aarhus Søfartsmuseum har længe været ramt af skimmelsvamp. Nu bruger museet alle kræfter på at fjerne genstandene, før det er for sent

- Jeg vil helst ikke lyde som drengen, der råber, ulven kommen. Men ulven står lige foran. Det er en svær situation.

Sådan lyder den dystre melding fra den daglige leder på Aarhus Søfartsmuseum, Hans Richardt Nielsen. Vinteren er på vej i Danmark, og det er den både i overført betydning og på et konkret plan for søfartsmuseet. Skimmelsvamp og mug har i over et år ædt sig ind i containerne, hvor udstillingsgenstandene hører til på Aarhus Havn.

Museet måtte derfor lukke ned i sommeren 2022 indtil foråret, og nu er dørene igen lukket for udefrakommende gæster. Fugtigheden er ved tage til.

- Vores bøger, vores flag, vores ting; de skal ud nu. Hvor de så end kommer hen, er efterhånden underordnet. De skal bare væk. Intensiteten fra skimmelsvampen er rigtig, rigtig slem. Vores genstande overlever ikke endnu en vinter, siger Hans Richard Nielsen.

Historikeren råbte allerede vagt i gevær sidste år for de omkring 30.000 museumsgenstande, museet ligger inde med. 

Håb for fremtiden

I 10 år har de været en del af de ydmyge forhold på Aarhus Havn, hvor 15 container udgør konstruktionen. Her er der navigationsudstyr, malerier, bådmodeller, bøger, blade og billeder fra Aarhus Havns levetid.

De er i stor fare for at forgå, hvis ikke de bliver flyttet. Museets folk arbejder derfor på højtryk for at fjerne tingene over i det nærliggende Lodshuset, inden fugtigheden og dermed skimmelsvampen bliver for dominerende.

- Vi gør det med målet om, at der skal være et ”ordentligt” museum på den anden side. Vi er derfor nødt til at lukke containermuseet i en kort periode. Det er ikke et stort offer. Det er selvfølgelig irriterende for os og vores gæster, men i forhold til det resultat vi håber på, så er det et lille offer i det store hele, siger Hans Richard Nielsen.

Museet drømmer om bedre rammer i en bygning, der ikke er dannet af containere. 

En dialog foregår med Aarhus Kommune, som handler om, hvor Aarhus Søfartsmuseum skal være i fremtiden. Indtil videre har Søfartsmuseet fået lov til at leje sig ind i Lodshuset indtil slutningen af 2025.

Museet kan ikke bare sådan lige invitere gæster indenfor her. Der er ingen brandtrappe, og museet forsøger derfor at skaffe penge til en renovering af stedet, som inkluderer installationen af en brandtrappe. 

Museumsleder ramt af allergi

Lodshuset er en mulig fremtidig lokation for museet, også efter 2025, men det er en sag, der skal drøftes politisk i Aarhus Byråd.

Imens må museumsfolkene fortsætte brandslukningsarbejdet, fristes man til at sige, ved at fjerne de mange genstande fra containerne. En kendsgerning udfordrer dette arbejde:

- Jeg har personligt udviklet en ekstrem allergi overfor skimmel. Det kræver, at jeg har rumdragtslignende åndedragtsudstyr på, når jeg er dernede.

Det må ikke være optimalt som daglig leder af museet?

- Det er en god jysk underdrivelse. Det er på ingen måde optimalt, men en utrolig gene. Men det er bedre at have dragten på, end at jeg bliver syg hver eneste gang, jeg er der.

Museumslederen har fået et midlertidigt kontor på Molslinjens Billetkontor for at afværge de største gener.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094