23948sdkhjf

Aalborg Portland i storaftale: Sender 400.000 tons CO2 til lagring

Aalborg Portland og Fidelis New Energy (Fidelis) har indgået en hensigtserklæring om permanent lagring af Aalborg Portlands CO2-udledning ved hjælp af Fidelis' nyligt annoncerede Norne Carbon Storage Hub (Norne) på Aalborg Havn. 

Aalborg Portland forventes at indfange mindst 400.000 tons CO2 om året fra deres produktion i Aalborg inden 2030, og ifølge hensigtserklæringen med Fidelis skal den indfangede CO2 transporteres gennem en direkte rørledningsforbindelse mellem Aalborg Portland og Fidelis’ Norne-anlæg på havnen. 

Aalborg Portland har længe været engageret i mere miljørigtig produktion af cement blandt andet ved brug af alternative brændsler, avancerede produktionsteknologier og udvikling af nye cementprodukter med lavere CO2-aftryk. Nu tager virksomheden altså endnu et vigtigt skridt i ambitionen om at producere cement med et af verdens laveste CO2-aftryk.

- Vi har med stor interesse fulgt Fidelis' planer om opførelsen af Danmarks første storskala CO2-håndteringsanlæg på Aalborg Havn. CO2-fangst spiller en central rolle i Aalborg Portlands omstillingsproces, hvor vi har et mål om at fange minimum 400.000 tons CO2 om året i 2030, men vi sigter også endnu højere. Fidelis' anlæg skal efter planen etableres få kilometer fra Aalborg Portland, og derfor giver denne hensigtserklæring rigtig god mening, siger Michael Lundgaard Thomsen, CCO i Aalborg Portland i en pressemeddelelse. 

Vigtig milepæl

Aftalen er ikke alene et vigtigt skridt i retningen af en grønnere dansk cementproduktion, men demonstrerer samtidig Danmarks engagement i at være en global leder inden for CO2-reducerende løsninger i industrier, hvor det kan være vanskeligt at mindske CO2-udledningen.

- Norne muliggør sikker og miljøvenlig dekarbonisering af kerneindustrier i den danske og de europæiske økonomier, samtidig med at industrivirksomhederne sikres global konkurrenceevne. Dette samarbejde med Aalborg Portland er en vigtig milepæl for reduktionen af drivhusgasser i Danmark, og vi ser frem til at arbejde sammen med Aalborg Portland, når de tager yderligere skridt mod cementproduktion med lavere CO2-aftryk, siger Bengt Jarlsjo, medstifter, præsident og CCO hos Fidelis.

Havnen er med 

Den 15. maj 2023 kunne Fidelis offentliggøre planerne om etableringen af Norne Carbon Storage Hub, et onshore CO2-lagringsnetværk i Danmark med anlæg i både Aalborg og Kalundborg. I den forbindelse indgik Fidelis og Port of Aalborg en aftale om etablering af Danmarks første storskala anlæg til håndtering af indfanget CO2. 

Anlægget kommer til at ligge på Østhavnen i Aalborg tæt på Aalborg Portland, og fra 2026 forventes det at modtage op mod 4 millioner tons drivhusgasser årligt med mulighed for at fordoble kapaciteten i fremtiden.

- Det er fantastisk, at Fidelis og Aalborg Portland går sammen om CO2-fangst og -opbevaring i Aalborg. Det er endnu en understregning af, at vi er på vej til at blive pionerområde for håndtering af indfanget CO2 på europæisk jord. Vi har de førende forskningsmiljøer via Aalborg Universitet og et erhvervsliv med repræsentanter for hele værdikæden - lige fra fangst, til opbevaring og ikke mindst udnyttelse af CO2 til fremtidens grønne energikilder, siger Kristian Thulesen Dahl, adm. direktør hos Port of Aalborg.

Fidelis og Port of Aalborg forventer desuden, at op imod 200 skibe om året vil komme til Aalborg Havn med importeret CO2 fra udledningskilder i ind- og udland.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.457