23948sdkhjf

Sundhed til søs for begge køn i fokus på maritimt forskningsseminar

Forskning peger på, at kvinder bl.a. oplever manglende muligheder for at få fat i hygiejnebind om bord - og personligt beskyttelsesudstyr passer ofte ikke til kvinder

CMSS (Center for Maritim Sundhed og Samfund) ved Syddansk Universitet har for første gang holdt et maritimt forskningsseminar. 31 personer var tilmeldt seminaret, der fandt sted 18. april. Der blev holdt oplæg om mænds sundhed, sikkerhed og sundhed blandt kvindelige søfolk, og om centrets nyeste forskning.

Læs også: Unikt i verden - danske topforskere zoomer ind på søfolks sundhed og trivsel

Og kursen var klar, da forskningsleder Lisa L. Froholdt bød velkommen. Både eksterne og interne forskere fra ind- og udland var inviteret til at dele deres viden om sundhed og trivsel i den maritime branche.

Dagens første oplæg stod Psykolog Svend Aage Madsen for. Under titlen ”Mænds sundhed” fortalte han om, hvordan gennemsnitslevealderen er væsentlige lavere hos mænd sammenlignet med kvinder. Mænd reagerer sjældent på sygdomssymptomer og besøger nødigt sin læge, og hvis de gør, er det ofte for sent. Svend Aage Madsen mener, at information rettet mod mænd om sundhed kunne hjælpe på uligheden på sundhedsområdet mellem mænd og kvinder.

Seksuel chikane

Seminarets internationale bidrag var fra professor Helen Sampson fra Cardiff University. Gennem citater fra interviews, hun har lavet med kvindelige søfolk, gav hun et interessant indblik i deres problemer. Særligt påpegede hun, hvordan kvinder ofte bliver forskelsbehandlet pga. deres køn og berettede om kvinders oplevelser med PPE-udstyr, der ikke er tilpasset kvinder, manglende muligheder for at få fat i hygiejnebind om bord og seksuel chikane til søs.

Efter de to gæsteforelæsere var det tid til tre korte oplæg om CMSS’ egen forskning. Her var Seniorforsker Hanna B. Rasmussen, den første til at fortælle om kortlægning af arbejdsulykker til søs i den danske handelsflåde. Konklusionen lød bl.a., at det særligt er de uerfarne med under et års ansættelse, der kommer til skade.

Videre lød det, at der er forskellige typer af skader på de forskellige typer af skibe. For at undgå ulykker skal hver skibstype derfor tilrettelægge deres tiltag efter deres specifikke behov.

Fokus på fiskere

Seniorforsker Sisse Grøn præsenterede derefter et aktuelt projekt, om fiskeres psykosociale arbejdsmiljø, og om hvordan udefrakommende forandringer påvirker fiskeres arbejdsliv.

Lisa L. Froholdt fik det sidste ord, da hun præsenterede resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse om anvendeligheden og tilgængeligheden af den ”International Medical Guide for Ships.” Den viste, at de fleste søfolk og maritime sundhedspersoner har kendskab til guiden, men at den ikke altid er nem at bruge, ligesom den mangler information om bl.a. håndtering af en pandemi, kvinders sundhed, selvhjælp til kroniske lidelser og mental sundhed.

Over et godt kaffebord diskuterede deltagerne indbyrdes og med forskerne om andre forskningsprojekter fra CMSS, som forskellige plakatopslag orienterede om.

Næste år afholder CMSS igen maritimt forskningsseminar med nye emner på dagsordenen. Fra deltagerne lød det til at være en dag, de ser frem til.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142