Port-Trade forlænger havnekraners effektive levetid og fremmer udvikling i havne
Når en ældre Fantuzzi-kran fra Kalundborg og to Gottwald-kraner fra hhv. Lübeck og Straumsvik nu er på vej mod nye opgaver i bulgarske Burgas og italienske Milazzo, er det ikke kun et udtryk for velfungerende logistik. Det vidner også om, hvordan genbrug af teknisk udstyr spiller en voksende rolle i havnesektorens udvikling – både miljømæssigt, driftsmæssigt og økonomisk. Bag formidlingen står det danske selskab Port-Trade, som bl.a. har specialiseret sig i at levere brugte havnemobilkraner mellem havne i hele verden.
I Kalundborg er Fantuzzi-kranen blevet afløst af en mere miljøvenlig løsning, og salget er sket som led i en strategisk omlægning.
”Fantuzzien har tjent os trofast siden 2006, men med endnu et omfattende 10-årseftersyn foran os og et ønske om at reducere vores CO₂-aftryk, var det et naturligt tidspunkt at afvikle den,” siger havnedirektør Bent Rasmussen. ”Med elektrificeringen (=tilslutning til el-nettet) af vores øvrige kraner kan vi nu drive hele vores krankapacitet uden diesel.”
Kalundborg Havn har samarbejdet med Port-Trade gennem en årrække og fremhæver særligt virksomhedens tekniske indsigt og evne til at sikre, at både køber og sælger er trygge gennem hele processen.
”Port-Trade bistod med test, dokumentation og adskillelse – og de håndterede det hele med stor professionalisme,” fortæller Bent Rasmussen. ”Det var afgørende for os, at vi kunne overlevere en velfungerende kran.”
"Vores rolle er at skabe overblik og gøre det nemt og trygt at handle for både køber og sælger. Når vi hjælper havne med at finde ny anvendelse for brugt udstyr, handler det både om teknik, planlægning, økonomi og samarbejde." Peter Muller, direktør, Port-Trade ApS
Kraner til nye opgaver hos ny ejer
Køberen i Bulgarien er BMF Port Burgas – den største private havneoperatør i landet – der har valgt at investere i både Fantuzzi-kranen fra Kalundborg og en Gottwald-kran fra Island, også formidlet af Port-Trade.
”Det var en fornøjelse at samarbejde med Port-Trade og Mr. Peter Muller,” siger CEO Boris Balev. ”Han var tilgængelig under hele processen og håndterede alt fra tekniske spørgsmål til kontrakt og transportforberedelse. Det skabte stor tryghed for os som køber.”
Ifølge Balev er genbrug af udstyr en naturlig del af havnens strategi om løbende at udvide og optimere den tekniske kapacitet.
Effektiv tilpasning af kapaciteten i Lübeck
Hos Lübecker Hafengesellschaft blev beslutningen om at sælge en af havnens mobile havnekraner truffet på baggrund af ændrede driftsbehov. Kranen kunne kun anvendes på én specifik kaj og passede ikke længere ind i den samlede kapacitetsplan.
”Vi har i dag fleksible løsninger, hvor vi ved behov kan indkalde mobile kraner,” forklarer COO Mirko Eweler:
”Port-Trade håndterede hele salget for os, fra første kontakt til endelig kontrakt, med et stort engagement og teknisk overblik.”
Mirko Eweler fremhæver særligt virksomhedens erfaring med internationale processer og evne til at navigere i både sproglige og juridiske forskelle.
Samarbejde og specialviden som drivkraft
Port-Trade blev grundlagt i Fredericia i 2003 og har siden opbygget en nicheposition inden for både nye og brugte løsninger til godshåndtering – herunder kraner, grabbe og specialudstyr. Hvor det nye udstyr primært leveres til skandinaviske kunder, formidles de brugte kraner globalt.
Direktør Peter Muller peger på, at tillid og tilgængelighed er afgørende faktorer i enhver handel:
”Vores rolle er at skabe overblik og gøre det nemt og trygt at handle, for både køber og sælger. Når vi hjælper havne med at finde ny anvendelse for brugt udstyr, handler det både om teknik, planlægning, økonomi og samarbejde.”
Han understreger, at Port-Trade kombinerer en praktisk tilgang med viden om udstyrets levetid, vedligeholdelse og anvendelsesmuligheder – og at netop den tekniske indsigt er afgørende for at kunne agere effektivt som bindeled mellem sælgere og købere på tværs af markeder og sprog.
FAKTABOKS: Port-Trade ApS
Port-Trade blev grundlagt i Fredericia i 2003 og har siden opbygget en specialiseret position inden for levering og formidling af udstyr til professionel godshåndtering, med særligt fokus på havnemobilkraner. Virksomheden beskæftiger sig både med salg af nyt udstyr – herunder kraner, grabbe og containeråg – og med international formidling af brugte kraner. Port-Trade tilbyder desuden eftermarkedssupport med egne serviceteknikere, levering af reservedele og eftersyn. Mens markedet for nyt udstyr primært er koncentreret i Skandinavien, opererer Port-Trade globalt, når det gælder brugt udstyr og har gennem årene formidlet køb og salg af flere end 30 brugte havnekraner. Kunderne tæller havne og terminaler med behov for krankapacitet, til bulk, projektlaster og containerhåndtering. Kombinationen af teknisk indsigt, kommerciel erfaring og evnen til at navigere på tværs af sprog og kulturer er nogle af virksomhedens vigtigste styrker.
Kilde: Port-Trade