23948sdkhjf

Afsløret i havn: Fragtskib brager ind i vindmøllepark i Nordsøen

De tyske søfartsmyndigheder undersøger, hvad de mener kan være det første tilfælde, hvor et fragtskib sejler ind og rammer noget i vindmøllepark i Nordsøen.

Skibets russiske kaptajn har ifølge politiet endnu ikke forklaret, hvordan hans fartøj fik et hul på "størrelse med en ladeport" foran på skibets styrbord side.

Det skriver mediet Maritime Executive.

Stykgodsskibet ’Petra L.’ forlod Szczecin i Polen, den 22. april fuldt lastet med kurs mod Antwerpen. Tre dage senere, tidligt om morgenen den 25. april, ankom skibet til Emden i Tyskland, hvor havnemyndighederne bemærkede det gabende hul og anmeldte det til politiet.

Ifølge medierne undersøgte politiet i første omgang hændelsen ud fra den teori, at skibet havde ramt en flydende genstand. Politirapporterne siger, at hullet måler ca. tre meter gange fem meter. Ingen af de seks besætningsmedlemmer er kommet til skade.

Ny undersøgelse fra Ørsted viser skader 

De tyske myndigheder forhørte sig hos vindmølleparksoperatørerne og oplyste, at Ørsted, som driver Gode Wind-anlægget ca. 25 sømil ud for den tyske kyst i Nordsøen, meddelte, at dets sensorer i vindmølleparken ikke havde opdaget nogen problemer.

Onsdag formiddag blev der imidlertid foretaget en yderligere undersøgelse af vindmølleparken med helikopter. Vindmølleparken har været i drift siden 2017 og består af 97 møller fordelt på to sektioner.

Ørsted bekræftede angiveligt derefter over for de tyske myndigheder, at den visuelle undersøgelse afslørede "en lille mængde skader" i området. Rapporterne indeholdt ingen detaljer.

AIS: Milevidt fra sin kurs

En gennemgang af skibets data og AIS-position viser, at det ifølge de tyske myndigheder var milevidt fra kursen.

Myndighederne spekulerer i, at skibet var på autopilot og af ukendte årsager drev af eller afveg fra sin kurs. Dataene viser angiveligt også, at fartøjet sænkede hastigheden drastisk, inden det ændrede kurs.

Vejrforholdene var gode i Nordsøen, og de mener, at det er derfor, at skibet kunne sejle til havn uden at anmelde hændelsen.

I øjeblikket rapporterer de tyske myndigheder, at kaptajnen er sigtet for at have undladt at anmelde en kollisionen. Der kan blive tilføjet yderligere anklager, afhængigt af resultatet af undersøgelsen.

Ikke før med skib i rute

Myndighederne anfører, at dette er det første tilfælde, hvor et skib i rute rammer en vindmøllepark.

For tre år siden ramte et støtteskib, der servicerede en anden vindmøllepark i Nordsøen, et af tårnene og kvæstede tre personer om bord på skibet.

I det tilfælde beskyldte efterforskerne kaptajnen for at være distraheret, ikke at holde ordentligt udkig og afvige fra den normale kurs, der blev anvendt under serviceringen af Riffgrund-vindmølleparken, som ligger ca. 28 sømil fra kysten.

De nederlandske myndigheder har også rapporteret om en ulykke under en storm i Nordsøen, hvor et fragtskib, der lå for anker, drev ind i en vindmøllepark under opførelse og ramte og beskadigede et af fundamenterne. Det var nødvendigt at iværksætte en hurtig bjærgningsaktion for at redde skibet, inden det drev ind på land under stormen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095