"Enorm indsats - Søren Skou er arkitekten bag afskeden med konglomeratet"

- Sørens indsats har været helt enorm. Og både fra bestyrelsen - og fra familien - er der stor taknemmelighed over din indsats for virksomheden. Jeg har sat stor pris på vores samarbejde og lange relation.
Sådan lød ordene fra bestyrelsesformand Robert Mærsk Uggla, da han mandag morgen takkede afgående topchef, Søren Skou, for hans indsats som koncernchef i A.P. Møller-Mærsk.
Mærsk-familiens overhoved hyldede Søren Skou for en usædvanligt sikker hånd på roret gennem en af dansk virksomhedshistories største turnarounds.
- Søren er arkitekten bag Maersk Lines turnaround, og han har som CEO været afgørende for virksomhedens omstrukturering fra konglomerat til fokuseret logistikoperatør. Samtidig er Søren Skou manden bag virksomhedens grønne omstilling, lød det fra Robert Mærsk Uggla.
Mærsk-mand ind til benet
Søren Skou har været koncernchef i A.P. Møller-Mærsk siden 2016, men var før dette driftsdirektør med direkte ansvar for rutenetværket og containerskibene. Samlet set har Søren Skou været Mærsk-mand i knap 40 år.
Selv var Søren Skou alt andet end upåvirket af situationen under mandagens pressemøde.
- Det er en underlig følelse at skulle stå her for sidste gang, og det bliver også hurtigt meget emotionelt, sagde Søren Skou.
- Jeg er meget stolt af, hvad vi har nået i Mærsk siden jeg tog over. Det gælder først og fremmest transformation af virksomheden med henblik på at skabe ny vækst via en ny strategi. I dag er vi ikke længere et konglomerat, men en integreret end to end-virksomhed. med en høj indtjening og stærk balance. Vi er godt rustet til hårde tider.
Ny kultur
Søren Skou påpegede, at Mærsk i dag er præget af en helt ny kultur og at virksomheden har tilføjet ikke ikke mindre end 30.000 nye medarbejdere i løbet af de seneste to år.
- I det lys er det helt klart, at timingen er god til at skifte ud på CEO-posten. Vores strategiske sigte strækker sig frem mod 2030, og her er det klart, at der netop nu er brug for en direktør, der kigger fremad i et længere perspektiv end mig. Og det er mig en stor glæde at give stafetten videre til Vincent Clerc, lød det fra Søren Skou.
Ifølge den afgående topchef skal den nye topledelse indstille sig på en tid, hvor der vil være stigende fokus på at styre omkostningerne og effektivisere driften efter et par år, hvor tingene naturlige tilstand i containerindustrien har været sat ud af drift på grund af pandemien og dens dramatiske indvirkning på de globale forsyningskæder.

Kritiske spørgsmål
Og så afslørede Søren Skou, at det til tider har været temmelig svært at være CEO for A.P. Møller-Mærsk.
- Navnlig i de første år som CEO var der masser af folk, der stillede kritiske spørgsmål til vores strategi. Det gør folk heldigvis ikke mere. Vi har været i stand til at levere resultater på vores strategi, og det er beviset på, at strategien var rigtig.
De kommende år bliver svære for Mærsk, som skal håndtere dramatisk forringede fragtrater mellem Asien og Europa og samtidig skal håndtere konsekvenserne af Ruslands angreb på Ukraine og en global økonomi i bakgear.
- Det er klart, at virksomhedens kurs skal justeres i lyset af det ændrede verdensbillede. Dette bliver den vigtigste opgave for den nye direktør. Heldigvis står Mærsk solidt på benene, og der er masser af ting at bygge fremtidens vækst på, sagde Søren Skou.