23948sdkhjf

Fra Antwerpen til Nini: Blue Water i stor aftale om transport af flydende CO2 i containere

Blue Water Shipping, der er en del af Greensandkonsortiet, har netop underskrevet en leasingkontrakt med belgiske Bofort NV, der er leasingleverandør af kryogene ISO tankcontainere med base i Antwerpen.

- Vi har stor tiltro til, at Bofort kan løfte denne opgave. Vi har nu de rigtige tankcontainere til transporten af CO2 i pilotprojektet, og vi er godt på vej til at demonstrere, at vi nu kan sejle CO2 ud til felterne i Nordsøen for at lagre det dybt under havbunden, siger Allan Dahl Leiberg, chef for forretningsudvikling inden for energi og projekter i Europa hos Blue Water Shipping.

Med denne første store leverandørkontrakt er lagring i Nordsøen i regi af Project Greensand kommet et skridt nærmere. 

80 containere

Belgiske Bofort NV er et uafhængigt selskab, der har specialiseret sig inden for udlejning og leasing af kryogene ISO-tankcontainere, der kan transportere nedkølede, flydende gasarter.

Bofort NV har hjemme i en af Europas største havne i belgiske Antwerpen og med deres containere kan den nedkølede - og dermed flydende CO2 - altså transporteres videre til lagringsfelterne i Nordsøen.

Blue Water Shipping lejer 80 containere, som måler 20 fod hver. De skal lastes med CO2 fra Ineos Oxide-fabrikken i Antwerpen, Belgien. Herfra sejler Blue Water Shipping containerne til Nini-feltet i den danske del af Nordsøen, hvor CO2'en skal sendes ned gennem de eksisterende rør på Nini-feltet. 1800 meter under havbunden når CO2'en frem til et reservoir af sandsten, hvor der tidligere er blevet udvundet olie og gas, og hvor der nu skal lagres CO2.

De første containere fra Bofort NV med flydende CO2 ventes at forlade havnen i Antwerpen på skibe fra Blue Water Shipping i løbet af efteråret 2022.

Fakta om Project Greensand

Project Greensand arbejder målrettet for at udvikle og demonstrere, hvordan Danmark kan lagre CO2 under havbunden i den danske del af Nordsøen.

Konsortiet består af 23 virksomheder og organisationer, der samarbejder for at levere et markant bidrag til den grønne omstilling i Danmark gennem lagring af CO2 under havbunden i Nordsøen.

I december 2021 tildelte EUDP Project Greensand 197 millioner kroner med henblik på netop at udvikle og demonstrere CO2-lagring i Nordsøen. Projektet er i øjeblikket i pilotfasen - fase 2 - hvor lagringsprocessen udvikles, demonstreres og monitoreres.

Project Greensands målsætning er, at der kan lagres op mod 1,5 millioner tons CO2 om året i år 2025, mens der fra år 2030 kan lagres mellem 4 til 8 millioner tons CO2 om året. De 8 millioner tons CO2 svarer til godt 13% af Danmarks samlede CO2-udledninger på 61 millioners tons CO2 årligt.

Kilde: Blue Water Shipping

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094