23948sdkhjf

Arvesølvet sendt til skrot - Historiske 'Holger Danske' er ude på sin sidste rejse

Scandlines-færgen 'Holger Danske' stævnede mandag eftermiddag ud på sin sidste sejlads nogensinde. 

Det skete, da det stolte skib afsejlede Rødbyhavn med kurs mod Grenaa, nærmere bestemt Fornæs Ship Recycling. 

Her er det meningen, at 'Holger Danske' skal ende sine dage under skærebrænderens flamme. 

Scandlines bekræfter overfor Søfart, at man har underskrevet en kontrakt med ophugningsselskabet. 

Fornæs har ifølge Scandlines alle de nødvendige miljøtilladelser til ophugning og håndtering af farligt affald fra skibe. Det er samtidig betinget i kontrakten, at 'Holger Danske' bliver ophugget miljørigtigt. 

'Holger Danske' har i lang tid ligget uvirksom i lejet i Rødbyhavn, og for nylig offentliggjorde rederiet beslutningen om at bestille en nul-emissionsfærge til at varetage de fragttransporter, som hidtil er blevet sendt med 'Holger Danske'. 

Interesserede kan se en video om 'Holger Danske' her. 

'Holger Danske' og 'Kronprins Frederik' har længe været de mindste skibe i Scandlines-flåden. 

Holger Danske’ blev søsat i 1976 og ’Kronprins Frederik’ kom på havet i 1981. 

Da Søfart i juni 2020 spurgte driftsdirektør Michael Guldmann Petersen til spørgsmålet om de to ældste færger, lød svaret: 

- De ældste skibe er efterhånden forholdsmæssigt dyre i drift. Der bliver mere og mere at udbedre og vedligeholde, når det skal til rutinetjek på værftet. Og der er konstant en del stål, der skal skiftes grundet alder og slid.

Hvad går jeres overvejelser mere detaljeret på?

- Hvis vi ser bort fra den aktuelle coronakrise, så går trenden jo mod mere og mere trafik, og flere og flere lastbiler, der skal transportere mellem Danmark og Tyskland. Og vores fremskrivninger fortæller os, at der ikke går særlig mange år, før vi løber tør for kapacitet i spidsbelastningsperioderne.

Michael Guldmann Petersen fortsatte: 

- På et tidspunkt vil vi få brug for yderligere kapacitet til Rødby Puttgarden, og eftersom nybygningsværfterne har masser af ledig kapacitet og er sultne på nye opgaver, stiller vi os selv det spørgsmål, om det ikke ville være en god idé at udnytte dette vindue til at sætte gang i en kontrahering. Men jeg understreger, at der er tale om overvejelser. Der er ikke truffet nogle beslutninger.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109