23948sdkhjf

Femern modtager tre bud på milliardkontrakt

Femern A/S modtog den 16.november 2021 forhandlingstilbud på kontrakten for Femern Bælt-tunnelens elektriske og mekaniske installationer - TEM-kontrakt (Tunnel Electrical and Mechanical). Det skriver planlægningsselskabet i en pressemeddelelse.

De store hovedkontrakter på tunnelbyggeriet er vundet af konsortierne FLC og FBC, som er godt i gang med byggeriet af forbindelsen.

Udbuddet på TEM-kontrakten blev igangsat i foråret 2021 og er det næste i rækken af større kontrakter på Femern-forbindelsen. 

Som Licitationen tidligere har fortalt, prækvalificerede Femern A/S i april konsortierne Braveco, Femern Technical Contractors og SICE-Cobra (se faktaboks) til at konkurrere om opgaven med at udstyre den kommende tunnel mellem Danmark og Tyskland med avanceret teknologi og elektronik til 5,5 mia. kr.

De bydende konsortier er: 

BraVeCo
- Bravida AB (Sverige)
- VINCI Energies International & Systems (Frankrig)
- Eitech Electro AB (Sverige)

Femern Technical Contractors
PORR Bau GmbH (Østrig)
- PKE Verkehrstechnik GmbH (Østrig)

SICE-Cobra
- Sociedad Ibérica de Construcciones Eléctricas, S.A. (Spanien)
- SICE Technología y Sistemas, S.A. (Spanien)
- Cobra Instalaciones y Servicios, S.A. (Spanien)
- Moncobra, S.A. (Spanien)

Oplyser mere i december

I udbudsmaterialet har Femern A/S stillet krav om energieffektive, klimavenlige løsninger på det udstyr og de styre- overvågnings- og kontrolsystemer, der skal installeres til brug for drift og vedligeholdelse af tunnelen. Kontrakten indeholder populært sagt den tekniske indmad i tunnelen, som skal sikre en effektiv, sikker og stabil tunneldrift fra åbningen i 2029.

– Vi har nu modtaget tre forhandlingstilbud på den næste store milepæl på byggeriet af Femern-forbindelsen, nemlig opgaven med at udstyre tunnelen med avanceret udstyr og teknologi, siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern A/S, i pressemeddelelsen.

– Vi vil nu nærlæse de omfattende tilbud, og blandt andet vurdere på, hvordan budgiverne har arbejdet med at finde klimavenlige løsninger, fortsætter han.

På baggrund af en indledende gennemgang af de indkomne tilbud vil Femern A/S medio december 2021 oplyse nærmere om udbudsprocessens videre forløb. Det er planen at tildele kontrakten i løbet af 2022.

Udsigt til underleverandører og lærlinge 

Som ved de øvrige store kontrakter er det forventningen, at der vil blive brug for et større antal underleverandører til konsortierne. Desuden er det et krav, at entreprenørerne ansætter lærlinge. 

Selve byggeriet af Femern-tunnelen forløber planmæssigt frem på dansk og tysk side. Netop nu er omkring 800 personer beskæftiget med det direkte byggearbejde i Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden i Tyskland, og tallet vil vokse til op mod et par tusinde, når tunnelfabrikken i Rødbyhavn, der skal producere de mange tunnelelementer, står færdig i løbet af 2023.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141