’Ellen’ har elektriske problemer midt i sommerferien, hvor færgen er gratis at benytte
Den verdensberømte fuldt elektriskdrevne færge ’Ellen’ sejler i øjeblikket efter en nødsejlplan.
Det skyldes problemer med et transformerhus, som har sat tre af skibets fire ladestrenge ud af drift.
Det skriver Fyns Amts Avis, som har talt med Ærøfærgerne, der bestyrer ruten mellem Søby på Ærø og Fynshav på Als.
- Formentlig er der tale om nogle softwareproblemer i inverteren i vores transformerhus, siger Mona Madsen, HR-manager hos Ærøfærgerne.
Det betyder, at skibet sejler efter nødsejlplan indtil tidligst 23. juli.
Færgens nedbrud sker samtidig med, at færgen er gratis for gående, cyklister og bilister med handicapparkeringskort. Ærøfærgerne har nemlig valgt at gøre overgangen gratis fra 1. juli til 31. august.
Passagererne må væbne sig med tålmodighed. Godt nok sejler færgen, men det tekniske problem betyder, at opladningen af færgen tager længere tid end normalt.
Fyns Amts Avis kan tilmed berette om, at problemet har stået på over en længere periode, men at det endnu ikke lykkes at lokalisere, hvad årsagen til problemet er.
- Vi ved ikke, hvad årsagen er, men de kæmper for at finde ud af det. Hvis vi vidste, hvad årsagen var, så kunne vi også få de nødvendige ting hjem til at løse det, lyder det fra Mona Madsen.