23948sdkhjf

Karantæne på havet: Fiskefartøj sendt til havs igen for at undgå corona

Mandskab tog en ekstralang tørn for at undgå smitte ombord
Coronakrisen kan da umuligt påvirke fiskere som er langt til havs uden kontakt med resten af befolkningen? Det skulle man tro, men selvom fiskerne på HG 333 Isafold fra Hirtshals ikke er smittede, så blev de indirekte ramt af coronakrisen.

For få dage siden var mandskabet på det kombinerede not- og trawlfartøj Isafold forventningsfulde på vej hjem til familie og venner efter ugelangt fiskeri vest for Irland. Her havde de fisket blåhvilling, som de landede i Skagen, før de vendte skuden mod hjemstavnen Hirtshals.

Men ingen fra mandskabet kom til at sætte foden på kajen i Hirtshals og hilse på venner og familie på tæt hold. Et helt coronafrit skib skal naturligvis forblive coronafrit, så rederiet Isafold besluttede at sætte skibet i karantæne. Det betød, at mandskabet måtte blive på skibet i nogle dage, mens det lå til kaj for at blive rigget om til trawlfiskeri efter tobis, før det samme mandskab stak til havs igen.

- Vi var bange for, at mandskabet kunne blive smittet, hvis de gik i land. Vi ville undgå, at smitten kom om bord, så et nyt mandskab kunne risikere at blive smittet, mens de fiskede, fortæller reder Lise Bjørn Jørgensen fra rederiet Isafold.

- Derfor tager mandskabet en længere tørn, end de plejer. En af dem havde været om bord i to måneder, men havde ikke noget imod at tage en tørn mere. Holdningen blandt mandskabet var, at det er en af de ting, vi må få til at fungere. De har jo heller ikke lyst til at blive smittet.

På længere sigt skal rederiet finde en anden løsning.

- Vi kan blive nødt til at isolere et mandskab på land i en periode, så de ikke bringer corona om bord, når det bliver deres tur til at tage på havet, siger Lise Bjørn Jørgensen.

Isafold fisker pelagisk: sild og makrel til konsum og tobis, blåhvilling og brisling til industri, som laver fiskeolie og fiskemel.

- Industrifiskprodukterne bruges blandt andet som foder til fiskeopdræt, for eksempel laks, siger Lise Bjørn Jørgensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078