KPI Bridge Oil udvider med fysisk levering fra 'Føniks Supporter' i Esbjerg
BUNKER: Fra det danske kontor i Middelfart vil bunkerselskabet KPI Bridge Oil gå dybere ind på det danske offshore-marked i forventning om vækst.
"Vi er glade for at have en pram i Esbjerg, hvor vi gennem årene har haft meget forretning, og den øgede efterspørgsel på bunkerydelser viser, at der stadig er muligheder i havnen," siger KPI Bridge Oils danske direktør, Kenni Goldenbeck.
Ud over leveringer fra bunkerpram har KPI Bridge Oil også leverancer fra røranlæg og lastbil i Esbjerg, og bunkerselskabets primære fokus er offshore-sektoren.
Presset offshore-sektor
Udvidelsen med egen bunkerpram i Esbjerg kommer på et tidspunkt, hvor offshore-sektoren er sendt til krisetælling af den lave oliepris, og rekordmange store som små offshoreskibe ligger oplagt i Esbjerg og andre havne rundt i Nordeuropa.
Alligevel mener KPI Bridge Oil-direktøren, at timingen er den rigtige lige nu.
”Selvfølgelig kan vi godt mærke det, og vi kan se, at skibe ligger oplagt. Men der er stadig en del, der rører på sig, og med de udmeldinger, der har været, kommer der en masse projekter i 2017, så det vil vi gøre os klar til nu og køre systemet ind, så det spiller, når der kommer bedring i markedet.”
Fokus bliver på havnen
Fokus for aktiviteterne bliver ifølge Kenni Goldenbeck de store offshoreskibe, som kommer ind til havnen og skal have forsyninger og lavet service. Han afviser dog ikke, at 'Føniks Supporter' kan få en større aktionsradius og kan operere ude ved offshore-installationerne.
”Vejret er en faktor, men skibet kan godt gå ud (af havnen. Red.), og kommer det til det, så er vi også klar til at suse derud,” siger han.
'Føniks Supporter' er ejet af det mindre danske offshore-rederi Føniks og har en tankkapacitet på 370 kubikmeter.
Andre udvidelser på vej
Ud over vækst-tiltaget i Esbjerg er KPI Bridge Oil-gruppen midt i en strategisk udvikling, hvor man blandt andet har etableret kontor i et af verdens shippingcentre, Athen.
Ligeledes indlemmede gruppen sidste år det daværende Trumf Bunker i brandet, der som resultat heraf nu er kendt som KPI Bridge Oil Danmark. KPI Bridge Oil meddeler ydermere, at man forventer at kunne annoncere yderligere udvidelser af brandet meget snart, skriver selskabet til Søfart.
KPI Bridge Oil-gruppen er i dag repræsenteret globalt med i alt otte kontorer og regnes som et af verdens førende bunkertrading og -broking-selskaber. KPI Bridge Oil-gruppen er en del af shipping- og bunkerkonglomeratet United Shipping and Trading Company, som også har hovedsæde i Middelfart.