23948sdkhjf

Esbjergs havnedirektør får plads i magtfuld havvindaktør

Esbjergs havnedirektør bliver talerøret for 35 europæiske vindhavne i det centrale udvalg som rådgiver topledelsen i vind- og havvindindustriens europæiske forkæmper, WindEurope

Esbjerg Havns adm. direktør Dennis Jul Pedersen er blevet valgt til WindEuropes Special Management Committee ved organisationens ordinære generalforsamling i Bruxelles onsdag. 

Ifølge en pressemeddelelse fra Esbjerg Havn er Dennis Jul Pedersen nu den eneste repræsentant for de i alt 35 europæiske vindhavne med plads i det udvalg, der rådgiver WindEuropes ledelse om strategiske prioriteringer og rammevilkår for Europas hastigt voksende havvindsektor. 

– Havne er centrale knudepunkter, der binder hele vindindustrien sammen. Med mit valg vil jeg arbejde for at sikre de bedst mulige rammer – både for havnene og for hele industrien, siger Dennis Jul Pedersen i en pressemeddelelsen. 

Flere års lobbyarbejde

Allerede i 2024 stillede Esbjergs havnedirektør sit kandidatur til rådighed for WindEuropes bestyrelse, men opnåede dengang ikke valg. Siden har han fortsat sit arbejde i bl.a. Offshore Wind Port Alliance, hvor Europas største vindhavne koordinerer deres kapacitetsudbygning. 

Forud for årets generalforsamling i WindEurope gentog Dennis Jul Pedersen ønsket om at få havnenes stemme repræsenteret over for organisationens topledelse i en tid, hvor WindEurope selv vurderer havnene som en kritisk flaskehals for at nå EU's politiske havvindmål om mindst 300 gigawatt havvindkapacitet i 2050. 

Brug for konkrete handlingsplaner

At indfri ambitionerne kræver ifølge Dennis Jul Pedersen tættere koordinering på tværs af landegrænser og for konkrete handlingsplaner, der kan realisere udbygningen af ny og optimering af eksisterende infrastruktur: 

- Det kræver strategisk planlægning og målrettede investeringer i havneinfrastrukturen i hele Europa, som er forudsætningen for, at vi kan komme i mål med de store ambitioner. Jeg ser frem til at arbejde målrettet for dette i WindEurope og at bygge videre på det store arbejde, som allerede bliver gjort, siger Dennis Jul Pedersen.

Med Dennis Jul Pedersens sæde i WindEuropes Special Management Committee får Esbjerg-direktøren direkte indflydelse på de politiske anbefalinger, organisationen sender videre til Kommissionen og medlemslandene.

Ud over den nye post i WindEurope er Dennis Jul Pedersen fortsat aktiv i Offshore Wind Port Alliance og deltager jævnligt som taler ved konferencer i regi af European Sea Ports Organisationen (Espo). 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062