23948sdkhjf

Ørsted og CIP går sammen om at udvikle omkring 5,2 gigawatt havvind i Danmark

Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har indgået et partnerskab om udviklingen af omkring 5,2 gigawatt havvind i Danmark fordelt på fire projekter

Ifølge en pressemeddelelse fra selskaberne vil partnerskabet kunne accelerere den grønne omstilling, 'skabe værdi i havvindindustrien, styrke vækst- og jobskabelsen og kickstarte et dansk erhvervs- og eksporteventyr inden for Power-to-X', hedder det.

Det nye partnerskab mellem Ørsted og CIP er et 50/50-partnerskab, der skal udvikler en række havvindprojekter under åben dør-ordningen i Danmark. 

Projekterne er Vikinge Banke (1,1 GW) og Jyske Banke Nord (1,1 GW) i Nordsøen samt Bornholm Bassin Syd (1,5 GW) og Bornholm Bassin Øst (1,5 GW) i Østersøen. Projekterne svarer tilsammen til mere end en fordobling af Danmarks nuværende mængde havvind og etableres uden skattefinansiering.

Partnerskabet mellem Ørsted og CIP omfatter udviklingen, opførelsen og driften af havvindmølleparkerne såvel som de relaterede transmissionsaktiver. Partnerskabet ser især muligheder inden for Power-to-X ved at levere store mængder vedvarende energi så snart som muligt og med sigte på 2027/2028, hvis muligt.

- Danmark har været en pioner i havvindindustrien og er førende i den grønne omstilling. De fire store åben dør-projekter kan være med til at cementere Danmarks fortsatte førerposition og skabe fundamentet for at kickstarte den næste fase af et dansk erhvervseventyr inden for produktion af grøn brint og grønne brændstoffer. Jeg er meget begejstret for partnerskabet med CIP, hvor vi samler vores unikke kompetencer og viden for at udvikle en væsentlig del af Danmarks havvindressourcer, siger Rasmus Errboe, regionsdirektør for Kontinentaleuropa hos Ørsted i forbindelse med aftalen.

Også i Copenhagen Infrastructure Partners se de store muligheder i det nye samarbejde.

- Det er en oplagt god ide, at de mest erfarne danske havvindudviklere går sammen for at sikre, at Danmarkshistoriens største udbygning af havvind sker så effektivt som muligt og i behørig respekt for miljøet og biodiversiteten i de danske farvande. Vi er stolte over sammen med Ørsted at give vores bud på, hvordan vi kan sikre Danmark den grønne energi, som aldrig har været mere nødvendig end i disse dage. Hvis det lykkes os at gennemføre projekterne, vil vi desuden sikre den grønne strøm, som er nødvendig for at give den danske Power-to-X-industri et tiltrængt skub frem, og vi er glade for opbakningen fra de danske pensionskasser og deres medlemmer, som prioriterer og investerer i den grønne omstilling, siger Torsten Lodberg Smed, der er seniorpartner hos Copenhagen Infrastructure Partners.

Konsortiet peger desuden på, at der allerede er lagt ambitiøse, politiske planer for at udnytte Danmarks havvindressourcer, som Ørsted og CIP bakker fuldt op om. Ørsted og CIP mener også, at partnerskabets storskala-havvindprojekter parallelt med de statslige udbud kan kan sætte fart i brug af Power-to-X samt bidrage til, at Danmark kan realisere sit 2030-mål om 70 % reduktion af udledninger samt føre til øget energiuafhængighed og til større CO2-reduktioner inden 2030.

Partnerskabet er betinget af myndighedsgodkendelse, hvilket forventes inden udgangen af 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094