23948sdkhjf

Fransk specialrederi håndterer flåden med dansk software

Nu leverer Logimatic det digitale skelet til vedligeholdelse og management af skibene i det europæiske rumprogram. Aalborg-virksomheden har dog længe været massivt til stede i den danske handelsflåde

– Selvom jeg har arbejdet inden for branchen i mere end 19 år, møder jeg stadig rederier som arbejder med nogle meget interessante og anderledes projekter. Jeg er meget beæret over, at Compagnie Maritime Nantaise ser SERTICA som det bedste match imellem 12 udvalgte leverandører – specielt da det ikke er særlig kendt i Frankrig. Jeg er sikker på, at samarbejdet vil ændre dette og styrke vores synlighed i den franske skibsindustri, lød det fra Logimatics salgschef Hans Christian Jensen tilbage i januar.

Læs mere:  Logimatic spiller central rolle i skibsfartens digitalisering

Der udkom, om man så må sige, Aalborg-virksomheden Logimatic første gang på fransk, da det franske specialrederi Compagnie Maritime Nantaise implementerede Logimatics SERTICA fleet management-platform til service og vedligehold på sin flåde. Fleet management-softwaren anvendes normalt i en engelsksproget version, men Compagnie Maritime Nantaise ønskede specifikt systemet på fransk.

Rederiet er en del af det franske forsvars søværts deployeringsberedskab - som vi kender det herhjemme med DFDS og ARK-projektet, og står bl.a. også for transporten af ESAs Ariane-raketter mellem Europa og ESAs rumhavn på Fransk Guyana, hvortil Compagnie Maritime Nantaise også transporterer komponenter fra Rusland i Soyuz-raketprogrammet.

Ude på 1.200 skibe

Med den seneste ordre er Logimatic nu til stede med fleet management platformen SERTICA på mere end 1.200 skibe fra mere end 40 rederier, der altså anvender den danskudviklede software til styring af sine flåders service, indkøb, HSQE og vedligehold, anslår Hans Christian Jensen.

– Tankskibssegmentet fylder p.t. mest i vores kundebase, da netop tank jo er kendetegnet ved at være underlagt flest krav og regler, både fra myndigheder og kunder, som rederiet hele tiden skal være i compliance med. På vores hjemmemarked anvender en meget stor del af alle færgerederier SERTICA, forklarer Hans Christian Jensen til Søfart.

Logimatic deler historie med en række andre maritime virksomheder i Aalborg-området. Nemlig ved at være udsprunget fra lukningen af Aalborg Værft i slutningen af 1980’erne. En gruppe ingeniører, der havde været på Standard Flex-projektet til Søværnet startede efter værftslukningen op som selvstændige inden for el-projektering.

I land og til vands

Hurtigt blev fokus dog bredt ud på et mere generelt projektstyringsværktøj, først i forhold til stål, men senere til alle skibsbygningsprocesserne på værfter i det system, der senere blev verdenskendt i skibsbygningsindustrien som MARS med en udbredelse på mere end 70 værfter world-wide. Logimatic solgte MARS til britiske Aveva i 2010, mens den løbende udvikling af SERTICA og den landværts pendant INEXTIA fortsatte.

Ifølge Hans Christian Jensen har Logimatic i dag flest kunder i landindustrien med INEXTIA, men målt på omsætning fylder det maritime segment med SERTICA mest med en fordeling omkring 70/30.

– Begge markeder efterspørger software, der kan optimere driften og reducere omkostninger. Men de to markeder er samtidigt meget forskellige; En fabrik kan til en hver tid få en lastbil ind med en reservedel, den arbejder under et væsentligt mindre komplekst regelværk end et skib – og så har den modsat et skib ubegrænset datatrafik til sin rådighed, forklarer Hans Christian Jensen, og fortsætter:

– Et rederi derimod har en hel flåde af ”fabrikker”, som hver er underlagt både flagstats- og IMO-regler og klassekrav, som du hele tiden skal være på forkant med. For hvis du ikke er i compliance, så sejler du ikke, hvilket kan få meget store økonomiske konsekvenser. Samtidigt kan et rederi være presset af et meget konkurrencepræget shippingmarked, hvor det kan være evnen til at optimere, der er afgørende for om du tjener penge.

Digital flaskehals

Selvom vi skriver 2019, så er adgangen til datatrafik stadig et issue til søs. Dermed også en potentiel flaskehals for digitaliseringen i skibsfarten, hvor SERTICA er et slags centralnervesystem, der muliggør et rederis centralisering af flådedriften. Hans Christian Jensen fortæller, at der stadig findes kunder der har begrænset datamængde og båndbredde til rådighed for hele flåden om måneden, men at danske rederier generelt er langt bedre stillede.

– I det hele taget oplever vi, at danske rederier er i front i forhold til hele tiden at ville optimere driften. DFDS, som er en af vores større og meget innovative danske kunder, er et godt eksempel. De har faktisk været udviklingspartner på flere af de nye elementer i SERTICA, forklarer Hans Christian Jensen.

SERTICA genererer typisk omkring 30 megabyte om måneden i datatrafik mellem det enkelte skib og rederiets centrale fleet management-system på land.

Mens DFDS, som nævnt er en Logimatics aftagere af SERTICA i Danmark, så anvender A2Sea, Alba Tankers, Svitzer, Esvagt, J. Lauritzen samt færgerederierne Molslinjen og Scandlines, bare for at nævne nogle af de danske rederier, også SERTICA. Største rent udenlandsk-baserede kunde er tankrederiet Euronav, der anvender softwareplatformen til mere end 70 skibe

Artiklen er en del af temaet SØFART TEMA 'Digitalisering'.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099