23948sdkhjf

Nu realiseres landets første autonome og emissionsfrie færgeforbindelse

Aalborg og Nørresundby er kommet ét skridt nærmere en ny limfjordsforbindelse. Det står klart efter en netop underskrevet aftale mellem Center for Logistik og Samarbejde og Tuco Yacht Værft i Faaborg, der skal bygge det fartøj, som skal blive til Danmarks første emissionsfrie og autonome færge – og en af de første på verdensplan

Til næste år etableres landets første førerløse færgeforbindelse, der skal forbinde borgere mellem Aalborg og Nørresundby over Limfjorden. Center for Logistik og Samarbejde har netop indgået en aftale med Tuco Yacht Værft, efter at sidstnævnte har vundet et EU-udbud om at producere Fjordbussen, som vil blive Danmarks første passagerfærge, der kan sejle førerløst.

Det skriver Center for Logistik og Samarbejde i dag i en pressemeddelelse.

Om Fjordbussen:

Projektet er igangsat i 2018 som et udviklingsprojekt ledet af Center for Logistik og Samarbejde og gennemføres frem til 2022, hvorefter det forventes sat i drift.

Projektet spænder bredt fra arbejde med testfartøjer, design og bygning af en 1:1 prototype, til indsamling og programmering af data til test og demonstration af autonomi og endelig idriftsættelse af den emissionsfrie, autonome fjordbus.

Det bliver Tuco Yacht Værft, der skal bygge fartøjet efter endt EU-udbud varetaget af Hauschildt Marine

Dermed er projektet kommet et stort skridt nærmere realisering, og det vækker glæde hos det maritime videnscenter Center for Logistik og Samarbejde, der sammen med andre lokale ildsjæle søsatte arbejdet med Fjordbussen som et udviklingsprojekt i 2018:

- Vi igangsatte projektet med en ambition om at etablere en grøn forbindelse over Limfjorden, som kan være med til at forbedre mobiliteten for nordjyderne, styrke Aalborg som turistdestination og bringe os i førerpositionen inden for bæredygtig og maritim udvikling. Så efter flere år med forundersøgelser, udvikling og tests er det derfor enormt glædeligt, at vi nu er kommet så langt, at vi ved, hvem der skal bygge fartøjet, fortæller direktør i Center for Logistik og Samarbejde, Lars Jøker.

Maritime aktører er gået forrest

I spidsen for projektet er Center for Logistik og Samarbejde, der har arbejdet tæt sammen med sit moderselskab Port of Aalborg, Shipping Lab, DTU, Logimatic, MARTEC og Hauschildt Marine samt en række andre lokale aktører inden for logistik og maritim udvikling. Og nu står det altså desuden klart, at Tuco Yacht Værft skal bygge fartøjet.

Fælles for alle samarbejdspartnere har været et ønske om at skabe et pionerprojekt for klimavenlig skibsfart, der skal vække genklang i både et lokalt og et globalt perspektiv:

- Fjordbussen er vigtig for udviklingen af den maritime industri i Danmark, og ikke mindst i Aalborg, fordi den styrker konkurrenceevnen hos projektets aktører og eksterne interessenter. Med Fjordbussen bliver Aalborg blandt de første til at introducere fossilfri færgedrift og forhåbentlig kan projektet være med til at skabe flere arbejdspladser lokalt og samtidig bidrage til den grønne omstilling af det blå Danmark, lyder det fra borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup Larsen.

Mere fakta om Fjordbussen

100 pct. autonom og emissionsfri

 Afgang hvert 15. minut

Turens varighed: 5-7 minutter

15 års forventet levetid

Kapacitet: 20-25 passagerer

Plads til barnevogn, cykel og kørestol

Flytbart landanlæg

Blandt flere samarbejdspartnere står den lokale ingeniør- og teknologivirksomhed Logimatic for udvikling af blandt andet systemintegrationen til den nye færge. Og ifølge CEO Troels Severinsen er projektet med til at understrege Danmarks globale førerposition inden for maritim teknologi og bæredygtig udvikling: 

- Fjordbus-projektet er et helt centralt element i at dokumentere, at Danmark går forrest både hvad angår teknologiudvikling, men også den blå-grønne omstilling. Projektet vil i øvrigt være til gavn for mange maritime virksomheder i Nordjylland, siger han.

Skal aflaste den trafikale situation

Fjordbussen skal efter planen sejle mellem Musikkens Plads umiddelbart øst for Musikkens Hus i Aalborg og Stigsborg Havnefront i Nørresundby. Og med udviklingen af den nye bydel Stigsborg, der i fremtiden forventes at huse 7.500 indbyggere, kommer Fjordbussen til at spille en vigtig rolle som en grøn forbindelse over fjorden:

- Limfjordsbroen er et af de mest trafikalt belastede områder i Nordjylland, og derfor vil Fjordbussen udgøre et attraktivt og grønt alternativ, der forbedrer nordjydernes mobilitet over fjorden markant. Det betyder blandt andet reduceret rejsetid og større frihed, mens den trafikale situation i Aalborg samtidig får gavn af forbindelsen, siger Lars Jøker slutteligt.

Projektet Fjordbussen er støttet via Innovationsfonden gennem Shipping Lab samt Port of Aalborg, mens Aalborg Kommune ligeledes har bevilliget fem millioner kroner til projektet. Den førerløse Fjordbus forventes at være i drift i sidste halvdel af 2022. 

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.143