23948sdkhjf

Ny direktør for Lederne Søfart: "Jeg satser hele vejen rundt"

Sune Blinkenberg, som i dag tiltræder som ny direktør for Lederne Søfart, er ægte sømand med en blå MBA på CV’et. Hans mission er blandt andet at rette op på samarbejdet med rederierne og at bremse faldet i antallet af danske officerer i handelsflåden
Han har sejlet i troperne med en norsk fuldrigger, været kok og jungmand på en slæbebåd i Horsens, rejst på togt med Søværnets sejlkuttere og optrådt som statist i maritime Hollywood-produktioner.

Nu skal Sune Blinkenberg som direktør for Lederne Søfart lægge arm med arbejdsgiverne hos de danske rederier og forsøge at (gen-)finde melodien sammen med de andre sømandsforbund.

Der er nu ikke meget fagforeningspamper over Sune Blinkenberg, som han møder op til interview med Søfart i mørkeblå jakke, lyseblå skjorte, blankpudsede sko og velfriseret hår.

Og hvor det tidligere Søfartens Ledere ofte kørte en hård kurs ikke mindst over for arbejdsgiverne, rækker den nyslåede fagforeningsboss omgående hånden frem til samarbejde med resten af branchen.

Har forhandlet lokalaftaler

- Nu tror jeg helt grundlæggende på, at et godt samarbejde er mere gunstigt end det modsatte. Så jeg ser vores fælles opgave i Det Blå Danmark som at arbejde for, at kagen bliver større, siger Sune Blinkenberg.

Den 36-årige fynbo kommer fra et job som driftsdirektør (COO) for Stiftelsen Fullriggeren Sørlandet i Norge, hvor han tidligere også har arbejdet som henholdsvis kaptajn, overstyrmand og skibsassistent.

Som driftsdirektør har han siddet på arbejdsgiverside og forhandlet lokalaftaler for besætningerne på det norske skoleskib. Her fik han øjnene op for, hvor vigtige aftalerne er som fundament for samarbejdet mellem de ansatte og rederiet.

- Rammerne skal være realistiske i forhold til de opgaver, der skal løses og samtidig sikre, at de ansatte er glade. Der skal være en balance, siger han.

Sune Blinkenberg understreger, at et godt samarbejde også inkluderer de øvrige maritime forbund:

- I udgangspunktet ser jeg helt klart mig selv som en kollega med de andre fagforbund, for vi står stærkest sammen. Som forbund er vores ypperste formål jo at sørge for, at vores medlemmer får nogle ordentlige vilkår, så de er glade for at gå på arbejde. Og jeg tror ikke, vores medlemmer er interesserede i at betale for, at vi bruger ressourcer på at kaste mudder efter hinanden. Så jeg satser hele vejen rundt på det gode samarbejde, siger han.

Skal udfylde store sko

Sune Blinkenberg skal i sit nye job udfylde nogle store sko efter forbundets tidligere mangeårige direktør, Fritz Ganzhorn.

Sidstnævnte måtte fratræde jobbet i oktober sidste år, fordi bestyrelsen mente, der var behov for nye kræfter til at gennemføre Lederne Søfarts strategi efter sammenlægningen med Lederne.

Med godt 3.400 medlemmer står Lederne Søfart i dag overfor store udfordringer efter en årrække med fald i antallet af danske officerer i handelsflåden.

Faldet skyldes især, at færre unge søger ind på de maritime uddannelser, at flere forlader erhvervet, og at navigatører på danske skibe i stigende grad hentes i udlandet.

Læs også: Mangel på navigatører bekymrer

En af Sune Blinkenbergs vigtigste opgaver bliver derfor at tiltrække nye og yngre medlemmer - herunder flere kvinder - og at sørge for, at de ældre navigatører vedligeholder deres kompetencer.

- Det Blå Danmark er jo en af hjørnestenene i det danske samfund, så det er vigtigt, at vi sørger for at bibeholde erhvervet og arbejdspladserne. For min del skal jeg medvirke til, at når vi sidder sammen og snakker - arbejdsgiverne, politikerne og os der repræsenterer medarbejderne - så får vi lavet nogle strukturer og generelle rammer, der sikrer, at der også er nogle medarbejdere inkluderet, siger han.

Digitalisering og autonomi

Digitalisering og autonome skibe er en anden af fremtidens store udfordringer for de danske navigatører. Også her ser Sune Blinkenberg en vigtig mission for Lederne Søfart.

- Det går super stærkt lige nu i Det Blå Danmark. Vi satser på at være teknologisk førende, og det stiller kæmpe krav til de ansatte. Digitalisering og talent management en stor udfordring, for de unge kommer med nogle helt andre ideer om, hvordan deres arbejdsliv skal se ud i forhold til for 10 år siden, siger han og tilføjer:

- I hele det her lidt stressede miljø, vi befinder os i, tror jeg, at vi kan være med til som fagforening at sørge for, at vores medlemmer kontinuerligt er en relevant arbejdskraft. Vi skal beholde vores talentmasse og sørge for, at den udvikler sig, så vi har nogen, som kan betjene alt det nye, siger han.

Hvad kan man gøre for at sikre talentmassen i Danmark, så danske navigatører ikke bliver udskiftet med udlændinge?

- Det er svært at pege på en enkel løsning. Men de unge søger ind på de attraktive uddannelser. De vil gerne være et sted, der er spændende og udfordrende, og hvor de kan se, der er potentiale. Så jeg tror, vi kommer til at se nogle karrierer, hvor folk måske gerne vil flytte sig og prøve noget mere. Dér tror jeg, Det Blå Danmark kan lære noget og måske blive bedre til at beskrive et karriereforløb for de unge, siger Sune Blinkenberg.

Fastholdelse

Fastholdelse af de unge i erhvervet handler ifølge ham derfor blandt andet om at skabe bedre muligheder for at skifte mellem at sejle og gå i land og arbejde, eksempelvis på et rederikontor.

- I min aldersgruppe handler det meget om familien, og hvordan man får det strikket sammen, så det passer ind i dagligdagen. Her er det vigtigt, at branchen kommunikerer mulighederne ud, understreger han.

Sune Blinkenberg er selv en af dem, der har videreuddannet sig. Efter skibsførereksamen fra Marstal Navigationsskole har han taget en såkaldt blå MBA på CBS.

- Som skibsfører er man jo dygtig til at eksekvere. Vi dvæler ikke så meget ved tingene og er gode til at komme ud over stepperne. Men i det lange løb kan vi godt blive lidt cowboyagtige, så hvis man kan få en akademisk overbygning, hvor man lærer lidt mere langtidsplanlægning, så er den kombination guld værd i en landorganisation, siger han.

Læs også: Formand har store forventninger

CV: Sune Blinkenberg

36 år. Kommer oprindelig fra Vestfyn.

Efter studentereksamen (HTX) i Middelfart kom han ud og sejle med Skoleskibet Danmark og var dernæst værnepligtig i Søværnet, hvor han var på togt med sejlkutterne ’Tyra’ og ’Svanen’.

Arbejdede i 2003 som kok og skibsassistent på en slæbebåd i Horsens hos J.A. Rederiet

I 2004 fik han job hos britiske Square Sail, som leverer forskellige maritime services til filmproduktioner. Optrådte bl.a. som statist i Pocahontas-filmen ’The New World’ med Colin Farrell i hovedrollen.

2005-2007: Skibsassistent hos Fullriggeren Sørlandet i Norge.

2006-2008: Uddannet skibsfører fra Marstal Navigationsskole og formand for Marstal Navigatørforening i 2007-08.

2009-2011: Styrmand hos Yukon Tours.

2013: Arbejdede hos Odfjell Chemical Tanker

2011-2018: Overstyrmand, kaptajn og driftsdirektør (COO) hos Foundation Sørlandet i Norge.

Har en Executive MBA i Shipping & Logistics fra CBS.

Bor på Østerbro med sin kæreste. Dyrker vandsport i fritiden og har interesse for madlavning. Elsker at rejse og har besøgt alle kontinenter, inklusive Antarktis. Har bl.a. sejlet flere hundrede sømil op ad Amazonfloden i Peru i en 11 meter lang junglebåd.









Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125