23948sdkhjf

Konkurrencerådet slæber Øresundslinjen i retten

Øresundslinjen Helsingør Aps - som er ejet af Molslinjen - fortsætter med at modarbejde, at fragtkunder videresælger færgebilletter. Sådan lyder anklagen fra Konkurrencerådet, der nu vil have rederiet idømt en bøde

Rederiet bag Helsingør-Helsingborg overfarten fortsætter med at handle konkurrenceforvridende. 

Sådan lyder anklagen fra Konkurrencerådet, der nu slæber Øresundslinjen Helsingør Aps i Sø- og Handelsretten med henblik på at få rederiet idømt en civil bøde. 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Sagen drejer sig om fragtkundernes adgang til at videresælge de billetter, som de har købt af Øresundslinjen. 

Sagen tager sin begyndelse fra adskillige år siden, hvor det var Scandlines, der ejede overfarten. Scandlines havde en standardkontrakt for fragtkunder, som indeholdt et forbud mod videresalg af billetter. 

Forbuddet fik konkurrencestyrelsens alarmlamper til at blinke, fordi de mindre fragtkunder havde svært ved at konkurrere med de større, når de ikke kunne få adgang til samme rabatter på færgebilletterne som de store fragtkunder. 

Scandlines forpligtede sig derfor i 2010 til at fjerne forbuddet mod videresalg af billetter og til ikke fremadrettet at forhindre videresalg ved at afgive et tilsagn, som Konkurrencerådet gjorde bindende.

Men Øresundslinjen har tilsyneladende ikke følt sig forpligtet til at følge forgængerens tilsagn, for Konkurrencestyrelsen konkluderer, at Øresundslinjen i hvert fald i perioden fra 3. december 2015 til 4. januar 2023:

- har opfordret fragtkunder til at ophøre med videresalg af billetter

- har forringet vilkår for de fragtkunder, som videresælger billetter

- har forbedret vilkår for de fragtkunder, som er ophørt med videresalg af billetter

- har forsøgt at begrænse fragtkunders videresalg af billetter.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at Øresundslinjen er bundet af tilsagnet, som Scandlines Danmark A/S afgav i 2010. 

Inden tilsagnet var det ifølge Scandlines’ forretningsbetingelser forbudt for fragtkunder at videresælge billetter til andre. De store fragtkunder opnår typisk de største rabatter på billetterne, og dermed gjorde Scandlines’ vilkår det svært for mindre fragtkunder at konkurrere med de store.

Konkurrencemyndigheden vurderede, at vilkåret kunne være i strid med konkurrenceloven, og Scandlines afgav tilsagn om at fjerne forbuddet mod videresalg og ikke at forhindre videresalg af færgebilletter. 

Sagen blev afsluttet ved, at tilsagnet blev gjort bindende for Scandlines.

Formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, udtaler i pressemeddelelsen: 

- Når en virksomhed afgiver et tilsagn til Konkurrencerådet, forpligter den sig til at rette op på en mulig konkurrencebegrænsende adfærd. Et tidsubegrænset tilsagn gælder, indtil Konkurrencerådet måtte ophæve det – uagtet om virksomheden efterfølgende skifter navn eller ejer. Det er sanktionsbelagt ikke at overholde tilsagn, som Konkurrencerådet har gjort bindende.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047