23948sdkhjf

Søren Skou: Børsnotering af oliedivisioner er ikke foretrukken løsning

Søren Skou, topchef i A.P. Møller-Mærsk, tager nu lidt afstand til tolkningen af et interview, han gav i januar.

Her talte Mærsk-chefen i Davos med Bloomberg TV om fremtidsudsigterne for de fire olierelaterede forretninger, der placeres i Energy-divisionen og skal finde nye ejerskabsstrukturer.

Interviewet blev tolket som, at børsnoteringer "formentlig er det mest sandsynlige valg, men at det stadig er for tidligt at sige" - men det vil han nu gerne berigtige.

- Det var overskriften, der kom ud af det, men hvis du ser hele interviewet, tror jeg du vil være enig i, at det var en skarp vinkling, siger Søren Skou på en telekonference onsdag oven på 2016-regnskabet.

- Der er tre veje, vi kan gå med Energy-divisionerne. Vi kan sælge dem, børsnotere dem eller fusionere dem med andre firmaer. Alle tre er stadig i vores værktøjskasse, og vi tror ikke, at der er en løsning, der vil passe på alle fire selskaber, så for tiden holder vi alle muligheder åbne, uddyber Søren Skou.

Mærsk-ledelsen har givet sig selv en frist på 24 måneder fra strategiskiftet i september 2016 til at finde nye ejerskabsløsninger for de fire energiselskaber: Maersk Oil, Maersk Drilling, Maersk Tankers og Maersk Supply Service.

Fristen gælder dog kun, at konglomeratet skal have meldt ud om løsningen inden de 24 måneder. Selve eksekveringen kan komme senere, understreger Søren Skou.

Opsplitningen sker, fordi Mærsk-koncernen på langt sigt vil fokusere på sine transportaktiviteter, centreret omkring verdens største containerrederi, Maersk Line.

/Ritzau/ Finans

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156