23948sdkhjf

Dansk know-how fra OMT vinder yderligere fodfæste på det kinesiske værftsmarked

SKIBSDESIGN: Cosco Zhoushan vender tilbage til OMT efter design til nye CMA-CGM-skibe i kølvandet på Mærsks Seago-ordre sidste år.
Årtiers dansk know-how om containerskibsdesign vinder nu yderligere udbredelse på det kinesiske værftsmarked. Det står klart, efter OMT (Odense Maritime Technology) har fået opgaven med designet til fire 3.300 TEU søsterskibe til CMA-CGM. Det franske containerrederi offentliggjorde kontraheringen hos Cosco Zhoushan 1. juni på de fire skibe, som skal leveres i perioden mellem marts og august 2018.

Opgaven for danske OMT er reelt en udvidelse af samarbejdet med Cosco Zhoushan. Det er således også OMT, der har leveret basic- og detail-design på de syv 3.600 TEU-skibe, som Mærsk kontraherede på værftet tilbage i marts 2015 til brug på Nord- og Østersøen i regi af rederigruppens shortsea-gren Seago Line. De syv danske skibe skal leveres gennem 2017.

Thomas Eefsen, sales & business development director, Container Ships hos OMT, forklarer, at de to ordrer til Cosco Zhoushan samtidigt er et kommercielt gennembrud for OMT på salg af containerskibsdesign.

Know-how fra Odense Staalskibsværft

Som navnet Odense Maritime Technology vidner om, bygger virksomheden bl.a. på know-how fra det lukkede Odense Staalskibsværft, der gennem 1990’erne og nullerne var verdensførende på netop design af containerskibe.

Og senere med opkøb af Carl Bro/Grontmij har OMT også fået Seahouse handysize bulkcarrier-designet i porteføljen. En skibsdesign, der indtil videre har dannet grundlaget for mere end 150 nybygninger fra 10 forskellige kinesiske værfter.

Det aktuelle design, som skal danne grundlaget for både Mærsks og CMA-CGM’s nye skibe fra Cosco Zhoushan, markedsføres som Mermaid. Thomas Eefsen forklarer, at der er tale om en fleksibel platform, der kan konfigureres til rederens særlige ønsker og behov.

Platformstankegang

”Grundfilosofien i designet er størst muligt containerindtag, lav dybgang og lavest muligt fuelforbrug. Oven på det kan vi tilpasse platformen i forhold til de særlige krav, rederen måtte have. Her har vi konkret justeret på farten og containerkapaciteten. Udgangspunktet er, jo mere platformstankegang, desto mere er der i det, både for os og for kunden,” forklarer Thomas Eefsen.

Mens det er offentligt kendt, hvad Mærsk skal anvende deres Mermaid-baserede nybygninger til, har CMA-CGM endnu ikke meldt noget ud. Og Thomas Eefsen ønsker da heller ikke at gå i detaljer omkring den specifikke operation, designplatformen er tilpasset efter til det franske rederi.
De nye feeder-skibe til Seago Line.

Thomas Eefsen betegner samarbejdet med Cosco Zhoushan som et typisk eksempel på måden, skibsdesign kan sælges til det kinesiske værftsmarked, der på flere skibssegmenter stadig adskiller sig fra f.eks. det sydkoreanske.

”Værfterne i Kina har stadigt deres primære fokus på produktion. Eksempelvis på container- og bulkcarrier-området. Derfor passer det marked godt til vores forretningsmodel – modsat det sydkoreanske, hvor de store værfter har en længere historie og i langt højere grad også har deres egne designs,” forklarer han og fortsætter:

”Forskellene i Asien er resultatet af den konstante udvikling i regionen, så om fem til ti år kan vores marked været flyttet til andre lande, der i dag har en spirende international værftsindustri.”

Værftet alene om byggeprocessen


I praksis leverer OMT det design- og tegningsmateriale, som sikrer, at der kommer et klassegodkendt skib ud i den anden ende, der lever præcist op til de krav, rederen har stillet. Selve byggeprocessen - produktionen af skibene, indbefattende de endelige arbejds- og konstruktionstegninger, ligger i hænderne på værftet selv.

Dog står OMT til rådighed undervejs, både i forhold til rederen og værftet, forklarer Thomas Eefsen. Ellers er det typisk først i de afsluttende prøvetursforløb, at OMT fysisk vil være til stede på byggeværftet.

Mermaid-designet er udviklet til at danne platform for containerskibe i størrelsesspekteret fra 1.500 til 4.000 TEU. OMT beskæftiger omkring 150 ingeniører i afdelinger i Odense, København samt Shanghai og Bangalore, og er dermed en af Europas største skibsingeniørvirksomheder.

Læs også:
Maersk Line på banen med ordre på syv plus to enheder til datterrederiet Seago Line
Nye skibe til Seago Line fra Kina skal følges til dørs af Lloyd's Register
Odense Maritime Technology viderefører dansk know-how
Grontmij sælger maritime aktiviteter til DK-selskab
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125