”Thora Dan” – på vej mod Resolute Bay og masser af dramatik
Hermed fortsættes Kurt Rosenvolds Kehlers fortælling fra uge 16
Isbryder i ukendt farvand
Vi fortsatte op langs Grønlands kyst og så kun de mørkegrå silhuetter af bjerge med sne på. På højde med Upernavik drejede vi vestover og ind i Devon Strait.
Her mødte vi fast-isen og så tydelige aftryk af poterne fra en isbjørn! Vi arbejdede os bankende gennem isen videre vestpå. Der var et øredøvende spektakel i hele skibet, når vi brød gennem isen - det var som at bo inde i en konservesdåse med sten i.
Når det blev mørkt, stoppede vi maskinen, lagde os fast i isen og lod os føre med denne østpå.
Det var lidt svært ved vagtskifte til midnat at overgive vagten til 1. styrmand, som gerne skulle vide, hvor vi var. Vi havde kun radaren, og med den megen is overalt slog den faktisk ekko af alt, der var ujævnt. Derfor var det svært at se kystkonturerne - som heller ikke kunne overføres direkte til søkortet, der ikke kunne love at være helt korrekt opmålt. Kompasmisvisningen var så stor, at kompasset - det magnetiske - var helt rundt på gulvet.
Vi var praktisk talt lige ovenpå den magnetiske nordpol. Men så længe vi ikke gik på grund ved, at isen holdt os midt i farvandet - så gik det nok. Vi sejlede sådan i hen ved en uge: Om natten drev vi østover, og om dagen tog vi det, vi var drevet, hjem igen ved at bryde isen vestover.
På en sådan dag gik vi i højt og klart solskin og med vinden hylende imod, så sneen føg hen over isen, med maskinen på forceret fuld kraft masende og bøvlende gennem hård fast is. Foran os åbnede sig et område på størrelse med Rådhuspladsen med klart åbent vand midt i dette ishav. Thora Dan stormer frem. Nu skal vi dæleme hamre gennem den infame is med ordentlig kraft, når vi rammer den igen!
Det gjorde vi med et brag og en kraft så hele skibet rystede og krængede over til styrbord og næsten gik i stå. Det var tykkere end det, vi var vant til, men vi fortsatte på samme måde mod destinationen. Efter ankomst skiftede vinden om i det nordlige hjørne, hvilket gjorde vor ankerplads ved Resolute Bay isfri. Vi skulle losse til en pram, og den kunne ikke sejle i is.
Arbejderne var lokale eskimoer, som absolut ikke var kendt med det. Jeg lappede mange klemte fingre sammen i de dage.
Hul i skibet
Efter et par dages losning blev jeg en morgen ved 6-tiden vækket af Finn, der helt ude af sig selv fortalte, at der var hul i stævnen - et kæmpe hul i bagbord side! Han havde været ude med båd for at aflæse amningen efter nattens losning på vagten, og da han kom til stævnen, så han nede i det klare vand et stort hul åbne sig langt nedefter. Det var fra vor kollision med isen!
Hurtigt blev hele skibet sat i arbejde med at losse alt, hvad remmer og tøj kunne holde fra forskibet, så vi kunne få skibet trimmet agterover og komme til at se, hvor stor og alvorlig skaden var.
Vi lossede fra 1, 2 og 3 lasten og førte al olie agterover. Der var et skot op til hoveddækket mellem 1 og 2-lasten. 2- og 3-lasten var et stort rum. Da vi kom ned i 1-lasten kunne vi se, at kollisionsskottet mellem 1-lasten og forepeaken bulede fælt ind i lasten som følge af det enorme vandpres, det havde været ude for. I selve forepeaken var vore spanter, der sad med ca. 10 cm mellemrum (højeste isklasse A-1), hamret flade langs selve skrogklædningen som en lukket persienne.
Skrogtykkelsen på den iturevne skibsside var ca. 3 cm.. Selve hullet var nok 3x3 meter med lange revner flænget i stålklædningen helt hen til kun en halv meter fra kollisionsskottet. Det kunne være gået grueligt galt, hvis der var gået hul ind til 1-lasten og måske videre.
Vore maskinfolk fik svejset noget tværskibs forstærkning på hullet indefra. Vi byggede derpå en cementkasse om selve hullet - massiv cement - hentet fra ladningen og hamrede trækiler i revnen. Derpå blev der svejset store stivere på kryds på agterkant af kollisionsskottet. Så kunne vi faktisk ikke gøre mere ved det, og vi fortsatte losningen - lettere rystede.
Og så maskinbrand!
Vi lossede altså videre og glædede os til at komme derfra. En dag, da jeg gik ud for 4-lugen på agterdækket, så jeg røg komme op af skorstenen - og det var ikke udstødning fra maskinen! Straks løb jeg op ad trapperne til Irene og sagde, at hun skulle tage meget varmt tøj på og gå ud på dækket, da der er brand i maskinen.
Herefter farer jeg hen og lukker brandspjældene til diverse luftkanaler, som var mit umiddelbare job på brandrullen. Også andre har opdaget branden og er i fuldt sving med at udføre bekæmpelsen. Branden bliver slukket - og vi (heldigvis ikke jeg) kan meddele skipper, at der har været brand i hans skib, uden han har været varskoet.
Alle gjorde deres pligt/job - ilden blev straks bekæmpet - men ingen havde sat brandalarmen i gang! Det var højtryks-olieførende rør, der var sprunget og havde sprøjtet over på glohede rør og derved antændt olien.
Tilbage til skipperen og hans sygdom: I en af de dage, vi gik frem i isen, tog vi kontakt med den canadiske isbryder ”Labrador”.
Aftalen blev, at vi skulle lægge de to skibe parallelt med hinanden ved stævnene i isen. Det gjorde vi så. Lægen kom ombord - og måtte næsten bæres fra borde igen flere timer senere. De to herrer havde fundet en kur, og da lægen åbenbart ikke ønskede at blive smittet, indtog han samme medicin som vor skipper. De var meget berusede. Men vor skipper kom sig. Han havde dog nok fået en kraftig penicillin tillige med alkoholen.
Hjem til afmønstring og et helt andet liv
Tiden oppe i isen - tre uger blev det til - kunne til tider føles noget lang. Vi sejlede fra Resolute Bay 19. september udlosset og gik til Port Alfred på Saguenay River- en biflod til St. Lawrence. Her lastede vi skibet ned til mærkerne og begav os østover med den tunge last liggende dybt nede i skibet.
Vi havde det, man kalder “et stift skib” - og det kom vi i sandhed til at mærke den næste uge. På disse nordlige breddegrader er der ikke så langt over til Irland - men når vinden er fra nord og med kuling til storm, er det noget af en prøvelse: Skibet slynger os hurtigt fra den ene side til den anden i hårde ryk. Det fortsætter time efter time - døgn efter døgn - i 8 dage.
Hele tiden havde vi “et øre” nede i lasten, thi de over én ton tunge aluminiumsblokke skulle nødigt rovse sig løse! Agterdækket var konstant bordfyldt ved vore rulninger i den hårde tværgående sø. Folkene agterfra måtte gå/kravle i skruetunellen for at komme midtskibs til vagt og spisning. Vi måtte holde os fast ALTID.
Til køjs kurede man frem og tilbage på madrassen og fandt aldrig hvile. Endelig nåede vi i læ af Irland og for den kraftige sø: Hele skibet sov og nød fred og stilhed. Den 8.oktober ankom vi til Cardiff og var udlosset den 14. oktober 1970.
Vi havde talt meget om vor fremtid og kommende familie. Da de faglige (og romantiske) grunde, jeg havde for at gå til søs, blev mere og mere udviskede (containerdrift og regulering fra landkontoret med deraf forsvindende selvstændig behandling af skib og ladning) - besluttede vi, at jeg skulle gå i land og søge optagelse på Århus Universitet for at læse jura.
Irene havde netop sluttet sin uddannelse og søgte ind på et apotek i Århus. Vi ringede fra Cardiff til apotekeren som opfølgning på en ansøgning sendt fra Canada. Og så var den i orden! Ankommet til Landskrona gik Thora Dan i dok og den store cementklods blev skåret ud af stævnen og faldt ned i dokken.
Jeg afmønstrede den 18. oktober 1970 i Landskrona efter 11 mdr. 21 dage ombord - og i alt ca. 7 år til søs. Vi tog færgen til Tuborg Havn og var glade. Vi var 24 år!
Og jeg havde hermed afsluttet min tid til søs – umistelige oplevelser rigere.
